Anders Hentze er fra 1. maj ny leder af Musikskolen i Næstved. Han har taget noget af et skifte med det nye job.
Den 57-årige Anders Hentze er nemlig netop flyttet fra Brasilien til Danmark for at tiltræde som ny leder, skriver kommunen på sin hjemmeside.
Efter 14 år i det sydamerikanske land flyttede Anders Hentze til Danmark. Han afløser Jørgen Graven Nielsen, der går på pension efter godt 15 år i spidsen for Musikskolen.
Anders Hentze beskrives af kommunen som en mand med stor erfaring som musiker, underviser og kulturleder i ind- og udland.
- Anders kommer med en stærk og alsidig baggrund fra både musikskoleverdenen og det internationale kulturliv. Vi glæder os til at få én til leder, der kan udvikle musikskolen og styrke dens rolle i kommunen, siger Kim Dawartz, chef for Center for Kultur og Borgerservice i Næstved Kommune.
Store sko at fylde ud
Anders Hentze ser frem til at komme i gang og lader forstå, at han allerede har besøgt musikskolen og Næstved flere gange.
- Næstved har en stærk kulturel identitet, som, jeg synes, er charmerende, og jeg glæder mig over at overtage en musikskole, der fungerer rigtig godt. Der er god stemning i huset, fin opbakning i kommunen, og Jørgen er en meget afholdt leder. Det er store sko at fylde ud, siger han i den kommunale pressemeddelelse.
Som musikskoleleder får Anders Hentze ansvar for 35 musikskolelærere og 820 elever. Udover talentudvikling og nye samarbejder skal han fortsætte arbejdet med, at endnu flere børn og unge møder musikken i deres hverdag – også dem, der ikke bor tæt på Musikskolen.