For første gang i over 10 år kan rejsende tage toget mellem København, Berlin og Prag uden skift - og med kun få stop undervejs, heriblandt Ringsted.
Jomfruturen på den nye afgang begyndte på Københavns Hovedbanegård, hvor toget afgik fredag klokken 8.22.
Undervejs stopper toget i Ringsted, Odense, Kolding og Padborg inden rejsen fortsætter mod Tyskland og Tjekkiet.
Toget ankom til Ringsted klokken 8.50 og fortsatte igen klokken 8.52.
Læs også
- Reagerer på mulig milliard-investering: - Skal tænkes grundigt ind fra starten
- Ejendomsudvikler vil investere milliard-beløb i sjællandsk by
- Sporskifte om Femern-jernbane vækker glæde, men et aber dabei lurer
- Bekymret for knudepunkt: - Tudetosset hvis togene holder og venter
Internationale Ringsted
Borgmester Andreas Karlsen fløjtede afgang fra Ringsted og markerede dermed, at byen nu er en vigtig europæisk togby og tilmed det eneste stop på Sjælland ud over København.
- Det er et stort skridt fremad for Ringsted, at vi nu får direkte togforbindelser til Berlin og Prag. Det bringer os tættere på Europa og giver vores borgere markant bedre rejsemuligheder, siger Andreas Karlsen.
Borgmesteren glæder sig til at kunne fortælle nytilflyttere, at man ikke bare kan være i København på en halv time med tog - men nu også kan rejse direkte videre til Berlin og Prag. Det gør ifølge politikeren Ringsted Kommune til et endnu mere attraktivt sted at bo og styrker samtidig kommunen som et godt valg for både bosætning og erhverv.
- Samtidig giver de nye forbindelser os en oplagt mulighed for at tiltrække flere internationale besøgende. Derfor skal vi også blive endnu bedre til at vise, hvad Ringsted har at byde på - ikke mindst vores stærke historie og kulturarv med Sct. Bendts Kirke, tingstenene og byens betydning for danmarkshistorien, lyder det fra Andreas Karlsen, som opfordrer borgerne til at bruge den nye forbindelse, så den består i fremtiden.
Snart to daglige afgange
DSB, Deutsche Bahn og tjekkiske České dráhy samarbejder om forbindelsen.
Togene består af tjekkiske Comfort Jet-vogne, trukket af DSB’s Vectron-ellokomotiver frem til Hamborg.
På rejsen gennem Danmark står dansk personale for service, inden tyske kollegaer tager over i Padborg.
I første omgang kører en daglig afgang til både Berlin og Prag med Comfort Jet samt en til Hamburg.
Fra 14. juni bliver der to daglige afgange i hver retning. Om sommeren kommer en ekstra natlig afgang til Prag.
Ruten fra København til Berlin tager cirka syv timer, mens rejsen til Prag tager omkring elleve timer. På grund af forsinket sporarbejde i Nordtyskland strækker rejsetiden til Prag sig dog til tretten timer i den første periode, men stadig uden skift.
Bistrovogn og biograf
Priserne begynder ved cirka 450 kroner for en enkeltbillet.
Komforten ombord omfatter 555 siddepladser fordelt på 1. og 2. klasse, stikkontakter, wifi, læselys samt plads til tolv cykler og opladning til elcykler.
Passagererne kan også benytte bistrovognen, hvor der serveres både tjekkiske specialiteter, vegetarretter og internationale klassikere samt en børnebiograf og brætspiltabeller i familieafsnittet.
Vil fremme grønne rejser
Forbindelsen markerer en del af EU’s arbejde for stærkere grænseoverskridende togforbindelser og mere bæredygtig mobilitet.
Projektet er det første af 10 europæiske pilotprojekter med støtte fra EU-Kommissionen for at tiltrække flere internationale togpassagerer og fremme grønne rejser på tværs af kontinentet.
Med sin nye hovedrolle på det europæiske togkort får Ringsted nu mulighed for at profilere sig både som et udgangspunkt for europæiske togoplevelser og som ny destination for internationale gæster.