Det vidste jeg godt. Og tager man et kig på valgresultatet, ja, så burde det være indlysende for enhver. 16 partier – og langt de fleste under 10 procent af stemmerne. Dem forsøger man så at putte ind i to forskellige blokke og lave ÉN regering. Der er ikke noget at sige til, at det er lidt svært. Det er jo som 50 Shades of Grey – altså bare uden alt det sexede.

Man skal ikke meget på Facebook, før man bliver bombarderet af politikere og deres sure opslag. Som en bekendt – med børn i skolen – sagde til mig: Det er sgu lige så slemt som Aula.

Det handler om legeaftaler, og hvem der vil og hvem der må lege med hinanden. Hvor meget skal der i klassekassen, og hvem skal komme med kage hvornår.

Så er der to lige store blokke, hvor halvdelen er imod kagefredag, og den anden halvdel er for. Så sidder der tre forældre, som i princippet er skide-ligeglade – og det er så dem, der kommer til at bestemme til sidst.

Jo for fanden – jeg kan GODT se sammenfaldet.

Men nu er der bare lidt mere på spil end kage. Men hvad fanden er det så, de er så uenige om?

Det virker som om, at den ene fløj vil gøre Danmark “rigere”, og den anden fløj så (åbenbart) vil gøre Danmark fattigere. Og det er jo ikke så godt, men så siger den anden fløj, at de vil gøre Danmark mere retfærdigt, og at de nedslidte skal kunne gå på tidligere pension.

Jeg synes, det er svært for mig at bedømme, hvad sandheden er. Jeg tænker lidt: Kunne man ikke BÅDE gøre Danmark rigere OG slippe for at arbejde, før du bliver 70?
Jeg VED det ikke – og så længe ingen kan fortælle mig sandheden, så bliver jeg jo for fanden ikke klogere.

Jeg er godt klar over, at jeg skal arbejde og betale skat, for at møllen kører rundt. Men hvor meget og i hvor lang tid, det kan jeg sgu da ikke regne ud. Bliver Danmark et rigere land, hvis virksomhederne og deres ejere får lov til at slippe billigere i skat? Eller bliver vi ludfattige af at stoppe med at arbejde, når vi bliver 70?

Jeg var sproglig student – fra dengang det fandtes – jeg VED det ikke. Det eneste, jeg holder fast i fra min gymnasietid, er fra min samfundsfagslærer Tuk, som sagde: Man skal ikke tro på alt, man hører eller læser. Det er vigtigt at være kritisk og kunne tænke selv. Det var sgu noget nemmere dengang, hvor internettet ikke var opfundet.

Og for lige at gøre det endnu mere besværligt, så vælter det ud med usandheder, godt hjulpet på vej af kunstig intelligens.

Som en bekendt sagde: “Chrumme, vi må have tillid til, at dem vi har givet magten, godt ved, hvad de laver!”

Det er jeg altså ikke helt sikker på, at jeg har. Nogle gange – flere og flere gange – føler jeg, at JEG virker meget mere ansvarlig end de 179 mennesker, vi har valgt.

Om du er rød eller blå, er sådan set lige meget – for som tingene er i dag, så er det nogen, som 90 pct. IKKE har stemt på, der kommer til at bestemme mest.

Fuldstændig som i 3.A, hvor man skulle stemme for eller imod fredagskage.