Mandag 27. april åbnede Din Optiker dørene til nye lokaler på Algade 11 i Nykøbing Sjælland efter en travl uge med flytning og klargøring.
Butikken, der tidligere lå på Algade 5, har nu fået plads i de gamle Danske Bank-lokaler midt i byen.
Det velkendte personale fortsætter deres arbejde i de nye omgivelser, som de beskriver som et løft både i forhold til indretning, tilgængelighed og kontakten med kunderne.
Flytningen betyder blandt andet, at butikken nu ligger i jordhøjde, så alle kan komme direkte ind fra gaden. Dette giver en nemmere adgang for en stor del af butikkens kunder, som ofte sætter pris på lettere og mere rolig adgang.
- Det har været nogle intense uger, hvor vi virkelig har knoklet. Men nu er vi landet, og vi glæder os til at vise de nye rammer frem, fortæller Gitte.
I de nye lokaler har teamet fået mulighed for selv at bestemme stilen, og det har skabt bedre plads til synsprøver, rådgivning og fremvisning af det store udvalg af briller.
For Gitte har april desuden markeret et særligt jubilæum. 1. april rundede hun 26 år som selvstændig, siden hun overtog Byens Optik i Nykøbing Sjælland – en butik, som over årene har udviklet sig til Din Optiker. Selvom både navnet og rammerne har ændret sig, lægger Gitte vægt på, at forholdet til kunderne og den personlige rådgivning stadig er i fokus.