Dagligt læser jeg Sjællandske - for at blive oplyst, ej for at få indprentet pornobilleder - af perfide overgreb begået mod et barn. “Seksuelle" overgreb. Ord former virkeligheden, det ved vi. 

Seksuelle? Vi læserne får da også, i den grad, igen, syn for sagen. Den journalistiske beskrivelse overlader ikke meget til fantasien. Artiklens sprog og udpenslende detaljegrad flytter prompte fokus - væk fra det grusomme: perversiteter og magtmisbrug - begået mod en kun 13-årig pige. 

En dom, hvor journalisten da lige “sætter punktum” - med en detaljeret og krænkende omtale - af pigens kropsdele og det hun er blevet udsat for. Meget konkret, som en malerisk iscenesættelse, hvor offeret igen gøres til genstand. Et gammelt problem, en tradition, hvor kvinders, ja her - selv små pigers kroppe, objektliggøres. 

Hvad er det - vi læsere skal bruge alle de detaljer til? Hvad bidrager det med? Visualiseringer og billeder, som ingen i avisøjemed har bedt om? Og hvad med pigen? 

Ifølge god presseskik skal medier udvise særlig hensynsfuldhed over for ofre, i særdeleshed børn, og unødige, krænkende eller belastende detaljer bør undgås.

Ud fra artiklens formuleringer mener jeg ikke - den etiske grænse er journalistisk respekteret. Der er altså stor forskel på - at informere og at udstille.

Stor forskel på - at beskrive en dom og at gengive flere overgreb. Jeg hepper på, og drømmer stadig om, en sober lokal avis - der både forstår og praktiserer god presseetik.

Beklagelse

I en artikel, som Sjællandske bragte i går, var der for mange detaljer fra en retssag om overgreb på en mindreårig. Det burde være blevet bremset i redaktionen. Det beklager vi, og artiklen er nu rettet.

Vi bestræber os på at dække denne type sager med respekt for de involverede og uden unødigt detaljerede beskrivelser.

Gitte Ganderup, redaktør