På tiåret for Irmas lukning på Rungsted Bytorv er deres nye pendant, Alma, klar til at prøve lykke i det lokale bycenter.
- Nu sker det endelig, oplyser Alma Madmarked A/S på deres hjemmeside. De er klar til at åbne i Nordsjælland, og det bliver i første omgang på Rungsted Bytorv 3.
Planen er, at de slår dørene op til den nye Alma til efteråret.
- Vi har fået nærmest uendeligt mange henvendelser om at åbne nord for København. Virkelig mange fra Holte, Virum, Allerød, Søllerød, Farum, Hørsholm, Lyngby, Gentofte, Hillerød, Frederikssund, Gilleleje, Helsingør, Espergærde, Humlebæk, Birkerød og mange flere byer har skrevet til os og peget på, at Alma bør komme tættere på dem. Vi kommer nu tættere på mange, og det ser vi meget frem til, meddeler selskabet på deres hjemmeside.
Er tredje gang, lykkens gang?
Lokationen i Rungsted har ellers indenfor de sidste ti år ikke haft den bedste historik, når det kommer til at drive dagligvarebutik på Rungsted Bytorv ved siden af Meny Rungsted.
Irma åbnede i samme lokaler på bytorvet tilbage i sommeren 2015, men drejede nøglen bare 15 måneder senere i oktober 2016.
Året efter forsøgte Salling Group sig med en Netto på det 463 m² store butiksareal. De holdt stand i seks år, men kastede håndklædet i 2023.
- Det er et naturligt vilkår, når man driver over 530 Netto-butikker over hele landet, at vi ikke kan ramme plet hver gang. Vi må erkende, at vores kræfter og prioriteringer bedre andre steder end i Rungsted, sagde pressechef hos Salling Group, Jacob Krogsgaard Nielsen, dengang.
Tiden vil vise, om den tredje butik på Rungsted Bytorv bliver lykkens butik.
Læs også
- Netto i Rungsted drejer nøglen efter seks år
- Netto om Rungsted: - Vi kan ikke ramme plet hver gang
- Irma i Rungsted lukker
- Netto rykker ind i Irmas lokaler
- Goddag og farvel hos Meny på Rungsted Bytorv
- Vinbar genåbner i version 2.0 med ny ejerkreds
- Bymidten træder frem i forreste række i nyt politisk udvalg
Åbnede sidste år
Alma er stadig en lille spiller på det danske dagligvaremarked. Det er bare et år siden, at de åbnede deres første butik på Frederiksberg. Siden fulgte en forretning på Store Kongensgade i indre København.
Butikken på Rungsted Bytorv bliver således kædens tredje.
Selskabet havde sidste år i oktober 68 ansatte, fordelt på 35 årsværk. Det er den tidligere Irma-direktør Alfred Josefsen, der bag står kæden. Selskabet har i dag en egenkapital på 18,8 mio. kr.
Frederiksborg Amts Avis har forsøgt at komme i kontakt med administrationen i Alma Madmarked A/S, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.