Nyt samarbejde vil skabe gode oplevelser for børn og unge

Direktør for Stevns Klint Experience, Rune Erbs Ledet. Stevns Klint Experience og Rødvig Kulturnetværk har indgået et nyt samarbejde.

Direktør for Stevns Klint Experience, Rune Erbs Ledet. Stevns Klint Experience og Rødvig Kulturnetværk har indgået et nyt samarbejde.

Foto: Anders Ole Olsen

Stevns Klint Experience og den lokale forening Rødvig Kultur Netværk (tidligere kendt som ”Kulturstationen”) er gået sammen om at skabe gode oplevelser for børn og unge i SFO-regi.

”Vi tror på, at det er vigtigt med alle mulige oplevelser og fællesskaber, også efter skoletid - lokalt. Stevns Klint Experience har nogle helt særlige fysiske rammer og vi har en masse idéer, så da vi oplevede en interesse fra børn, familier og SFO’er, besluttede vi at forsøge at realisere det. Med god hjælp fra kommunens Kulturpulje er vi nu i gang,” udtaler forperson for Rødvig Kultur Netværk, Sif Emilie Berg, i en pressemeddelelse.

Indskolingsbørn klar 1. maj

De to samarbejdspartnere kommer til at lave en række arrangementer i fællesskab under titlen ”Kulturbar’n”, hvor grundtanken er at skabe forskellige aktiviteter for både SFO 1, 2 og 3 med indbygget opfordring til familieaktivitet og fællesspisning efterfølgende.

De drømmer blandt andet om, at ungerne skal cykle rundt i Boesdal på BMX-cykler og mountainbikes, at de skal danse, lave drager, lave kunst, se teater og meget mere.

Første arrangement finder sted fredag den 1. maj, hvor 25 glade indskolingsbørn fra klokken 14.00-15.30 bygger drager med god vejledning fra Sjællands Drageklub, og efterfølgende er der så fællesspisning for alle interesserede for en overskuelig pris. Der vil sidst på eftermiddagen også være mulighed for at se børnene flyve med drager og måske endda selv prøve.

”Det er lige den type aktiviteter, vi selv drømmer om, så vi er spændte på, om der er opbakning til kombinationen af gode oplevelser til børnene og efterfølgende fællesspisning for alle,” lyder det fra Sif Emilie Berg.

Aktiviteter og fællesspisning planlægges løbende, og aktiviteterne kommunikeres direkte ud til kommunens SFO’er (og fyldes op efter først-til-mølle-princippet), mens fællesspisning for en overskuelig pris udbydes via Stevns Klint Experiences hjemmeside for alle interesserede.

Stevns Klint Experience, Boesdalsvej 14, 4673 Rødvig – Fællesspisning (kræver tilmelding) fra klokken 17.30 den 1. maj.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...