Højesteret har torsdag afgjort, at en 35-årig kvinde undtagelsesvist skal idømmes en betinget straf for at have invalideret sin treårige datter ved en trafikulykke i Herlufmagle i september 2022.
Den 35-årige var påvirket af det euforiserende stof THC og indtog også lattergas, inden hun kørte frontalt ind i et vejtræ.
Læs også
Datteren blev ifølge Sjællandske Medier alvorligt kvæstet i ulykken. Hun fik blandt andet flere brud på ryggen og nakken.
Som følge af ulykken mistede den treårige førligheden og blev permanent respiratorbruger, skriver mediet.
Kvinden idømmes et år og ni måneders betinget fængsel af Højesteret. En betinget straf skal ikke afsones.
Det var landsrettens afgørelse, at kvinden skulle straffes med ubetinget fængsel.
/ritzau/