Efter blot to år som Hørsholms øverste embedsmand siger Morten Winge nu farvel og forlader kommunen.
I en pressemeddelelse oplyser Hørsholm Kommune, at 58-årige Morten Winge har fået job som kommunaldirektør i Brøndby Kommune og stopper derfor i Hørsholm med udgangen af maj måned.
- Det var bestemt ikke min plan, da jeg vendte tilbage i april 2024, at jeg kun skulle være i stillingen i to år. Jeg har imidlertid erkendt, at jeg har lyst til at arbejde i en lidt større kommune med flere muskler, og så gør det heller ikke noget, at den er tættere på mit hjem. Det er stillinger, der kun meget sjældent kommer i opslag, så det nytter ikke noget at vente til næste gang, lyder det fra Morten Winge.
Han tilføjer, at han har sat stor pris på samarbejdet med borgmesteren og de enkelte politikere.
- Jeg synes, at vi har nogle fantastiske chefer, ledere og medarbejdere i kommunen, som gør det til en fornøjelse at gå på arbejde hver dag.
Det er træls
Borgmester Morten Slotved kalder kommunaldirektørens opsigelse for træls.
- Jeg har været rigtigt glad for samarbejdet med Winge, og jeg er på godt jysk lidt træls over, at han har fået et andet job. Jeg har dog også respekt for grunden, siger Morten Slotved og tilføjer om sin navnebror.
- Jeg vil først og fremmest være glad for den indsats, Winge har lagt i Hørsholm. Jeg synes, vi sammen har flyttet kommunen fremad, så den er et endnu bedre sted end for to år siden.
På førstkommende møde i Økonomiudvalget, den 13. maj, vil der være en sag om rekruttering af en ny kommunaldirektør på dagsordenen. Det omfatter også de ledelsesmæssige forhold i Hørsholm Kommune i perioden, indtil en ny kommunaldirektør er på plads.
Læs også
- Flertal vil have kortere møder og begrænse taletid: - Vi er i gang med at udfordre vores demokrati
- Sparekniven skal svinges igen: Politikere tvinges til at genåbne budgetaftale og skære 18 millioner
- Nye almene boliger hænger i tynd tråd - men det redder 28 nyttehaver
- Kæmpe lønhop til borgmester og kommunaldirektør
- Glædeligt gensyn: Morten Winge er tilbage i Hørsholm - nu som ny kommunaldirektør