Det kan være lidt af en kabale, hvis man skal prøve at nå rundt til favoritterne på Roskilde Festival. Vi har prøvet at samle en oversigt over nogle af de navne, som publikum kommer til at strømme i retning af.
Inden festivalen for alvor går i gang kan man møde nogle af de musikere, der forventes i løbet af blive store nok til "de rigtige" festivalscener.
Før tid
Flere gange har det vist sig, at de navne, der optræder som en del af "First Days", har fået etableret sig så hurtigt, at de faktisk allerede sagtens kunne have optrådt på en af de større scener.
Ét af disse tilfælde kan meget vel være Ozzy, der spiller på søndag 28. juni klokken 14.15 på Eos. Sidste år var han faktisk også at finde på Roskilde Festival - som en del af Anton Westerlins show. At han på sit debutalbum samarbejder med navne som Benny Jamz, Mas og Kesi vidner om, at han er godt på vej op i den tunge liga
Mandag er det så blandt andre Karoline Mousing, der klokken 15.45 på Eos skal sparke festen i gang. På mindre end to år er hun gået fra ukendt til at have kontrakt med Universal og have adskillige millioner afspilninger på Spotify - både med egne sange samt i samarbejder med blandt andet Kedde på nummeret "If u kno u kno", der alene har næsten fem millioner afspilninger.
På samme scene står Berg tirsdag 30. juni klokken 19. Hun har siden begyndelsen af 2025 markeret sig med numre som "10 ud af 10" og Svea S/Klamfyr-samarbejdet "Spotlight".
Onsdag 1. juli
Danske Pil blev i marts præsenteret som åbningsnavnet på den nye og større Orange Scene.
Senere på aftenen følger det engelske rockband Wolf Alice, og som afslutning går The Cure på scenen.
Torsdag 2. juli
Den danske rapgruppe Malk de Koijn var blandt de sidste offentliggørelser, og de indleder torsdagens koncerter på Orange Scene.
Derefter kommer der mere hiphop med engelske Little Simz efterfulgt af landsmændene fra Gorillaz med festivalfavoritten Damon Albarn i spidsen.
Tobias Rahim udgav tidligere på året singlen "Den danske sommer" med Birthe Kjær, men hvis man håber at se den 77-årige dansktop-legende til hans koncert på Orange Scene, skal hun være sent oppe, for den begynder først klokken et om natten.
Den kontroversielle irske raptrio Kneecap spiller forinden på Arena og går på ved midnat.

Fredag 3. juli
Fredag på Orange Scene starter og slutter med dansk musik.
Om eftermiddagen kan man opleve Tessa, og efter midnat vender Aphaca tilbage til Roskilde, blot et år efter de spillede i et propfyldt Arena-telt.
Imellem dem står den på pop - først med amerikanske Addison Rae og derefter med den sydkoreanske K-popstjerne Jennie, som også kendes fra pigegruppen Blackpink.
Spilleplan for Orange Scene
Onsdag: Pil (17.30), Wolf Alice (19.30), The Cure (22.00)
Torsdag: Malk de Koijn (16.00), Little Simz (18.00), Gorillaz (22.00), Tobias Rahim (1.00)
Fredag: Tessa (16.00), Addison Rae (19.00), Jennie (22.00), Aphaca (1.00)
Lørdag: TV-2 (15.30), Clipse (18.30), Lily Allen (20.45), Zara Larsson (23.15)
Da The Savage Rose senest spillede på Roskilde Festival i 2017, var de på Orange Scene, men denne gang er de placeret på den mindre scene Eos klokken 15.
Et andet stort navn med appel til det modne publikum, den tidligere Talking Heads-forsanger David Byrne, optræder på Arena klokken 20.30 - samme scene som i 2018.

Lørdag 4. juli
Da Roskilde Festival i marts afslørede, at TV-2 ville vende tilbage efter 25 års fravær, blev det kun nævnt, at bandet skulle spille om lørdagen.
Først senere stod det klart, at Steffen Brandt og co. træder ind på Orange Scene til en eftermiddagskoncert.
Den amerikanske rapduo Clipse indleder aftenprogrammet, der også byder på den engelske sanger Lily Allen, som fremfører hele sit skilsmissealbum "West End Girl".
Den svenske popstjerne Zara Larsson får æren af at lukke og slukke Orange Scene, men festen fortsætter på de andre scener, blandt andet Arena, hvor danske Zar Paulo spiller fra klokken 0.45.