Rudersdal Kommune indfører et nyt Erhvervsråd, der fremover skal afløse Erhvervsudvalget. Målet er et mere fleksibelt og erhvervsnært samarbejde mellem kommune og virksomheder. Rådet består af aktører fra kommunen og repræsentanter fra erhvervslivet.
- Det kan vi kun hilse velkomment, siger formanden for Rudersdal Erhvervsforening, Jesper Winther Andersen, i en pressemeddelelse.
Han havde inviteret formanden for det nye erhvervsråd, Martin Barfoed (K), til møde i foreningen tirsdag. Deltagerne mødtes i Det Gamle Rådhus på Kongevejen i Birkerød, hvor Lone Kampler ejer bygningen og driver virksomheden Profilpartners.
Baggrunden for at oprette Erhvervsrådet er et ønske om at styrke Rudersdal som erhvervskommune, særligt med fokus på bæredygtighed, iværksætteri og innovation. Martin Barfoed, som er formand for rådet, præsenterede strategien.
- Kommunalbestyrelsen ønsker at skabe gode rammer for virksomhedernes udvikling og vækst, herunder iværksætteri og innovation. Strategien for erhvervsudviklingen får fokus på strategiske partnerskaber med virksomhederne, og en dialog med virksomhederne om bl.a. behov for relevante erhvervsfremmetilbud, forklarede Martin Barfoed og fortsatte:
- Erhvervsudviklingen understøttes af en årlig prioritering af et udvalgt erhvervsstrategisk tema. De langsigtede politiske mål på erhvervsområdet er, at erhvervslivet i Rudersdal Kommune oplever en koordineret og proaktiv erhvervsservice, at kommunen skal fremme partnerskaber med erhvervslivet, der bidrager til et bæredygtigt Rudersdal og understøtter virksomhedernes vækst og udvikling, og at virksomheder i Rudersdal Kommune, der søger hjælp til forretningsudvikling, henvises til relevante erhvervsfremmetilbud.
Jesper Winther Andersen lægger vægt på, at rådet skal være samlende og fremme dialogen.
- Jeg vil godt takke Martin Barfoed for at række hånden ud og gå til sin formandsopgave fordomsfrit og med nysgerrighed. Rudersdal Erhvervsforening bider især mærke i, at det overordnede formål med Erhvervsrådet beskrives som at sikre en fælles stemme og anker for det lokale erhvervslivs udvikling og vækst, og at det samtidig er ønsket og formålet at sikre en arbejdsform i Erhvervsrådet, så der etableres et åbent, fleksibelt og engagerende samarbejde med det lokale erhvervsliv, pointerer Jesper Winther Andersen.
Ud over rådet blev også de fysiske rammer for mødet diskuteret. Det gamle Rådhus, der blev opført omkring 1925 til 120.000 kroner, huser i dag enkelte virksomheder.
Lone Kampler fremhæver, at arbejdsmarkedet har ændret sig, og virksomheden har færre, men specialiserede medarbejdere.
- Det gør vi, fordi arbejdsmarkedet har skiftet karakter. Der er rift om de gode kandidater, og de er blevet kræsne og kan være vanskelige at få til at skifte stilling. Så fra at være mange konsulenter er vi nu i stedet færre dedikerede specialister, der headhunter og rekrutterer. Derfor er der ledig plads i rådhuset, og den lejer vi gerne ud til de rigtige, fastslår Lone Kampler.