New Gallery i Næstved viser fra 2. maj til 2. juni værker af Nxthing Persxnal, der afslutter sin tid på Talentskolens Kunstlinje. Udstillingen, med titlen ’I have spent my life running towards a light I have never seen’, åbner lørdag 2. maj klokken 13.00 til 15.00 og kan opleves på Skomagerrækken 10 i Næstved de følgende lørdage i maj klokken 10.00 til 15.00.
Udstillingen præsenterer over 20 malerier og bygger på et samarbejde mellem billedkunstner Jan Danebod og Talentskolen. Værkerne kredser om følelser, selvindsigt, metoder til krisebearbejdning og mødet med samfundets krav. Nxthing Persxnals billedverden er kendetegnet ved symboler, figurer og plastisk guld, der samlet peger tilbage mod andre tider og fortidens forestillinger.
Publikum kan tage et kig ind i kunstnerens ellers lukkede univers. Udstillingen suppleres af en publikation, der viser udvalgte tegninger og tekster fra skitse- og dagbøger, hvor alt er skrevet på engelsk.
- På Talentskolen bestræber vi os på at holde kunstfagligt fokus, hvad angår vores elever, og det, som man i samfundets opfattelse måske vil kalde en belastningsgrad, kan faktisk vise sig at være selve ressourcen. Kunsten og kreativiteten udfordrer vores måde at tænke og se verden på, og den er ikke forbeholdt en speciel gruppe af samfundet. Udstillingen her viser, at billedkunsten som arbejdsfelt er mangefacetteret og rummer i al sin kompleksitet muligheden for et nuanceret blik ind til steder, der ellers er ufremkommelige. Dermed kan kunsten fungere som et spejl, der reflekterer vores samfund og vores indre. Den skaber fælles oplevelser og understøtter vores udsyn, fortæller leder af Talentskolen Mini Blume.
Bag udstillingen står Jan Danebod som kurator. Talentskolen, konsulenthuset KRAM og Grafisk Værksted Næstved støtter projektet. Lokalerne stilles til rådighed af Estate Invest.
Interesserede kan besøge udstillingen og lade sig inspirere af den verden, Nxthing Persxnal deler gennem sine værker i Næstved.