Da Hendes Majestæt Dronning Margrethe fredag den 24. april besøgte Vallø Slot i forbindelse med markeringen af hendes 25 år som protektor for Vallø Stift, tog majestæten også slotsbroen i nærmere øjesyn.
Til lejligheden havde stiftet opstillet gipskopier af de oprindelige sandstensløver med slottets bygherre Mette Rosencrantz' våbenskjold, som egentlig hører til på broen. Således kunne Dronningen danne sig et indtryk af, hvordan slotsbroen kommer til at se ud.
- Der er nok at lave, konstaterede Dronning Margrethe, da hun fik gennemgået restaureringsprocessen ved slotsbroen under sit besøg.
Nu går restaureringen og genopretningen af Vallø Slotsbro nemlig i gang. Arbejdet vil fremtidssikre et af Danmarks væsentligste renæssanceanlæg med den historiske hovedadgang til slottet.

Projektet blev offentliggjort på Vallø Slot i forbindelse med jubilæet, men er ellers ikke knyttet til den begivenhed.
"Vallø Slotsbro er et markant renæssanceværk med stor historisk og arkitektonisk betydning. Broen er dog i dag så nedbrudt, at en gennemgribende restaurering er nødvendig. Vi er derfor meget taknemmelige for, at det nu bliver muligt at gennemføre en langsigtet og grundig indsats, der både bevarer de oprindelige værdier og sikrer broen for kommende generationer,” udtaler kammerherre, hofjægermester Christian Castenskiold, kurator for Vallø Stift, i en pressemeddelelse.
Vallø Slot, beliggende syd for Køge, er et af Danmarks mest markante og velbevarede renæssanceanlæg. Slottet blev opført i 1580’erne af Mette Rosenkrantz og fremstår i dag som et helstøbt, firefløjet anlæg med de to karakteristiske hjørnetårne – et rundt og et firkantet.

Anlægget er desuden kendetegnet ved en rig udsmykning af sandstensarbejder udført i den nederlandske renæssances formsprog. Slotsbroen udgør hovedindgangen til anlægget og er opført i tegl og natursten med sandstensbalustrader, rigt dekoreret med seks karakteristiske, store og enestående skjoldbærende løver.
Efter næsten 450 år er broens tilstand imidlertid kritisk. Sandstenen er flere steder stærkt nedbrudt, og der er risiko for, at dele kan styrte i voldgraven. De seks løver blev allerede i 2011 nedtaget af sikkerhedshensyn.
Restaureringen omfatter en gennemgribende stabilisering af broens konstruktion, udskiftning og konservering af sandstensmaterialer samt etablering af ny fugtsikring. De seks løver vil blive nyhugget med udgangspunkt i de originale løver.
Arbejdet udføres i Vallø Bauhütte, der rummer et fast værkstedsmiljø med danske og internationale stenhuggere og billedhuggere. Denne organisering sikrer høj håndværksmæssig kvalitet og en effektiv gennemførelse af projektet. Restaureringen forventes at strække sig over tre år.
Restaureringen af slotsbroen er et væsentligt led i den langsigtede indsats for at bevare og styrke anlæggets arkitektoniske og kulturhistoriske helhed. Restaureringen sikrer, at besøgende fortsat kan opleve den historiske adgangsvej til slottet samtidig med at broens kulturhistoriske værdi bevares for kommende generationer.
Det er en donation på 9,9 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden, som gør restaureringen og genopretningen af Vallø Slotsbro mulig.
Slotsgården og Slotsparken ved Vallø Slot er åben for offentligheden og besøges hvert år af omkring 150.000 mennesker.