Elever tog styringen over morgentrafikken - resulterede i kørselsforbud

Tirsdag satte skoleelever fokus på trafiksikkerhed, hvilket førte til et nyt kørselsforbud.

5. klasseelever tog for en stund styringen over morgentrafikken til og fra folkeskolen i Benløse nord for Ringsted.

5. klasseelever tog for en stund styringen over morgentrafikken til og fra folkeskolen i Benløse nord for Ringsted.

Foto: PR/ Ringsted Kommune

Tirsdag morgen satte elever fra Byskovskolens 5.B i Benløse et stærkt foregangseksempel, da de fungerede som rollemodeller for omkring 100 elever fra 2.-4. klasse. Deres mission var tydelig: 

Den Korte Version
  • Elever fra Byskovskolens 5.B i Benløse tog styringen over morgentrafikken.
  • Deres indsats førte til et nyt indkørselsforbud ved Benløsehallens parkeringsplads.
  • Projektet fokuserede på trafiksikkerhed og involverede trafiktællinger og analyser.
  • Borgmester Andreas Karlsen roste elevernes forslag til forbedringer af skoleveje.
  • En ny cykelbane på Byskovskolen er nu åben for offentligheden uden for skoletid.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

At gøre det sikrere og mere trygt at cykle til skole, lyder det i en pressemeddelelse fremsendt af Ringsted Kommune. 

I de seneste uger har 5.B arbejdet målrettet med trafiksikkerhed gennem en praktisk tilgang, hvor de har analyseret deres egne skoleveje. Eleverne har blandt andet gennemført trafiktællinger for at få overblik over, hvordan deres skolekammerater transporterer sig - om de cykler, går, tager bussen eller bliver kørt.

Borgmester Andreas Karlsen (K) glædede sig over elevernes indsats.
Borgmester Andreas Karlsen (K) glædede sig over elevernes indsats. Foto: PR/ Ringsted Kommune

Derudover har de undersøgt morgentrafikken omkring skolen med fokus på uoverskuelige kryds, parkeringsforhold og andre utrygge situationer. På baggrund af deres analyser har de udviklet konkrete forslag til forbedringer, der kan øge sikkerheden.

Ifølge Johan Heichelmann, leder af organisationen Trafik i Børnehøjde, giver børnenes perspektiv en særlig værdi:

- Det er interessant, hvordan børn ofte ser andre udfordringer end voksne, fordi de oplever trafikken fra en anden vinkel. Når børn bliver inddraget i trafikløsninger, er det en kæmpe gevinst, siger Johan Heichelmann, leder af organisationen Trafik i Børnehøjde, der har hjulpet eleverne med projektet.

Forbud skal reducere biltrafikken

Blandt de konkrete tiltag er et nyt indkørselsforbud til Benløsehallens parkeringsplads i tidsrummet kl. 7.30-8.30. Formålet er at reducere biltrafikken og skabe en tryggere zone for elever til fods. Forældre kan fortsat benytte parkeringspladsen ved Præstevej.

Derudover er der etableret tydelige markeringer for cyklister og fodgængere på Skolevangen, hvor uklare forhold tidligere skabte utryghed.

Også borgmester Andreas Karlsen (K) deltog på dagen og roste elevernes indsats:

- I Ringsted Kommune vil vi rigtig gerne have flere børn til at hoppe på cyklen frem for fx at blive kørt i bil. Men det kræver naturligvis, at der er sikre og trygge skoleveje, og det er simpelt hen fremragende at se, hvordan børnene selv laver trafikanalyser og endda kommer med forslag til løsninger vi voksne ikke lige selv havde fået øje på, siger borgmester Andreas Karlsen.

Ny cykelbane

Som en del af projektet er der også anlagt en ny cykelbane på Byskovskolen, som er åben for offentligheden uden for skoletid. Her kan både elever og lokale borgere øve sig i sikker adfærd i trafikken.

Projektet indgår i Ringsted Kommunes cykelstrategi, der har som mål, at mindst halvdelen af skolebørnene cykler til og fra skole inden 2030. Samtidig gennemføres yderligere trafiksikkerhedstiltag i området, herunder etablering af vejbump ved skolen i maj for at sænke hastigheden.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...