Søværnet kæmper med personalemangel - hver tiende post står tom

Her ses den danske fregat Esbern Snare i havnen i Rønne i 2022. Ifølge dokumenter, som DR og TV 2 er i besiddelse af, mangler der blandt andet personel til at håndtere fregatterne. (Arkivfoto).

Her ses den danske fregat Esbern Snare i havnen i Rønne i 2022. Ifølge dokumenter, som DR og TV 2 er i besiddelse af, mangler der blandt andet personel til at håndtere fregatterne. (Arkivfoto).

Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix

De seneste års oprustning af Forsvaret har tilsyneladende ikke løst problemer med personalemangel og medarbejderflugt i søværnet.

Mere end hver tiende post i søværnet er ubesat. Det beskriver DR, der er i besiddelse af et internt dokument.

Det lyder videre, at det særligt står slemt til i den enhed, der sejler og opererer med Forsvarets fregatter. Her mangler hver femte soldat og hver sjette sergent.

TV 2 er også i besiddelse af et dokument fra søværnet, der beskriver personalemanglen, som bliver betegnet som "meget bekymrende" i dokumentet.

Næsten hver fjerde stilling på inspektionsskibene er ubesat ifølge TV 2. Skibenes primære opgave er at patruljere Nordatlanten og havet omkring Grønland.

Det interne dokument er fra søværnets samarbejdsudvalg, der består af repræsentanter fra både ledelsen og medarbejderne.

Personalemanglen bør være noget, der indgår i de igangværende regeringsforhandlinger. Sådan lyder det fra Forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel (CS).

Formand i CS Jesper Korsgaard Hansen peger særligt på, at det skyldes, at lønningerne i Forsvaret er for lave.

- Det rammer lige nu især søværnet, hvor det slider på soldaterne at dække ind for hinanden og blive beordret ud på ekstra sejladser, siger han til TV 2.

I februar blev der indgået et forlig på forsvarsområdet som en del af overenskomstforhandlingerne for de statsligt ansatte.

Her blev der afsat 275 millioner kroner til højere lønninger i Forsvaret, som skulle forhandles helt på plads lokalt.

Men det er endnu ikke lykkedes.

Og Jesper Korsgaard Hansen anbefaler sine medlemmer til at stemme nej til overenskomsten, der er til afstemning frem til 1. maj. Det siger han til TV 2.

Forsvarskommandoen har både over for DR og TV 2 afvist at komme med en kommentar på grund af operative hensyn.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...