En opmærksom borger fik her til formiddag fjernet en spritbilist fra motorvejen.
Det var på Hillerødmotorvejen i nordgående retning, at den opmærksomme borger bemærkede en lastbil, der slingrede lidt rigeligt mellem nødsporet og den modsatte vognbane.
Han ringede klokken 10.03 til politiet, der rykkede ud for at få lastbilen stoppet.
- Han kørte bag en slingrende lastbil på Hillerødmotorvejen i nordgående retning. Lastbilen var flere gange ude i nødsporet, og på Hillerødmotorvejens forlængelse slingrede den flere gange med hjulene over i modsatte vejbane.
- En politipatrulje fra Tungvognscenter Øst fik stoppet lastbilen, og en spiritustest af manden viste en promile på 1,8. Han blev anholdt, og fik efterfølgende foretaget en blodprøve, som endeligt skal fastslå promillen, skriver politiet i en meddelelse.