Efter tre intense dage i Hjørring er DM i Skills 2026 nu afgjort. Her var Sosu H i Hillerød repræsenteret af social- og sundhedsassistenteleverne Claudia Van Eeden og Amalie Husmer, der begge er ansat i Hillerød Kommune.
Foran tusindvis af tilskuere viste de to, at deres fag kræver både et iskoldt fagligt overblik og varm omsorg.
På scenen for social- og sundhedsassistenterne stod professionelle skuespillere for virkelighedsnære hverdagsdramaer, hvor deltagerne blandt andet skulle håndtere borgeren Lars, der pludselig fik et epileptisk anfald midt i medicinhåndteringen.
For Claudia Van Eeden på 19 år og Amalie Husmer på 21 år har DM i Skills handlet om at udfordre sig selv og vise, at uddannelsen er en dyb og fagligt kompleks uddannelse.
– Det sværeste har været at skulle overvinde, at alle mennesker står og kigger. Men vi kunne ikke have gjort det bedre. Vi har øvet virkelig meget og løst opgaverne efter retningslinjerne, så vi er meget tilfredse, fortæller Amalie Husmer i en pressemeddelelse fra Sosu H.
Selvom det ikke blev til medaljer for de to, blev de mandag fejret med manér på Sosu H af trænere, uddannelsesdirektør Gitte Brodersen, uddannelseskonsulent fra Hillerød Kommune Majbritt Forman og kammeraterne.