Politidirektør uddeler pris til særligt initiativ, der hjælper gerningsmænd

Politidirektørens Pris 2025 går til Dansk Stalking Center for deres indsats mod stalking, hvor de hjælper gerningsmænd med at ændre adfærd og dermed beskytte ofrene.

Politidirektørens Pris for 2025 gik til Dansk Stalking Center.

Politidirektørens Pris for 2025 gik til Dansk Stalking Center.

Foto: Københavns Vestegns Politi

Politiet plejer at jagte stalkere - men nu hylder de dem, der hjælper stalkerne. I år går Politidirektørens Pris til en indsats, der måske lyder kontroversiel: at hjælpe gerningspersonen. Men bag valget ligger en klar pointe. For når stalkeren stopper, stopper overgrebet. Og netop dét kan være den mest effektive måde at beskytte ofrene på.

Mandag tildelte politidirektør ved Vestegnens Politi Kim Christiansen prisen for 2025 til Dansk Stalking Center for deres arbejde med at hjælpe stalkingudøvere til at ændre adfærd. Det skete på Politigården i Albertslund.

For når en stalker stopper, stopper overgrebet, og det er en af de mest effektive måder at beskytte både nuværende og fremtidige stalkingofre på, lyder det fra Vestegnens Politi i en pressemeddelelse. 

- Vi hjælper først og fremmest stalkingudøverne for at beskytte ofrene. Stalking er ofte et mønster, der gentager sig - ofte med flere ofre over tid. Derfor er det afgørende, at vi får stoppet adfærden hos den, der udøver den. Dansk Stalking Center gør en særlig forskel ved at kunne gribe udøvere hurtigt og professionelt. Den indsats forebygger ny stalking - og det er netop det, vi hylder med prisen i dag, siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi.

Få hjælp her

Hvis man oplever, at man har svært ved at stoppe med at opsøge en person, som ikke ønsker kontakt, er der hjælp at hente.

Dansk Stalking Center er en selvstændig og uafhængig interesseorganisation, der hjælper mennesker berørt af stalking og tilbyder anonym og gratis rådgivning til stalkingudsatte og hjælp til stalkingudøvere: 
- Telefonrådgivning 25 17 73 74
- Web: www.danskstalkingcenter.dk

Hvis man er udsat for stalking, kan man også kontakte politiet for rådgivning og hjælp på 114.

Prisen for 2024 gik til en ildsjæl i Hedehusene, der blev overrasket ved overrækkelse. Klubleder Per Christoffersen fik prisen for sit arbejde med de unge. 

Men prisen for 2025 gik altså til Dansk Stalking Center, der ifølge politidirektøren gør en særlig forskel.

Her sætter direktør for Dansk Stalking Center Rikke Nue Møller ord på erfaringerne.

- Stalking er en alvorlig voldsform, som kan have langvarige og alvorlige konsekvenser for dem, der udsættes. Vores erfaring viser, at stalking stopper, når udøveren får hjælp til at ændre sin adfærd. Derfor er det afgørende, at vi sætter tidligt ind og arbejder tæt sammen med politiet. Når vi kombinerer opsporing med adgang til psykologisk behandling, stopper vi stalking. Og sådan beskytter vi bedst både nuværende og fremtidige stalkingudsatte, siger Rikke Nue Møller.

Hjælp og politisag

Stalking straffes efter straffelovens § 242 med bøde eller fængsel indtil tre år, og det retsforfølges af politiet.

Men en politiefterforskning kan godt køre sideløbende uafhængigt af, at der samtidig tilbydes hjælp og rådgivning til de involverede parter. Både psykologer og politiet har nemlig tavshedspligt og deler ikke oplysninger på tværs.

Det betyder, at en stalkingudøver sagtens kan modtage psykologbehandling samtidig med, at politiet efterforsker vedkommende for stalking.

Det strafferetlige spor og hjælpesporet kører altså adskilt – men med samme formål: at få stalkingen til at stoppe.

Kilde: Vestegnens Politi

Sådan hjælper man udøveren

Når politiet møder en stalkingudsat borger, bliver vedkommende rådgivet og tilbudt hjælp. Men også udøveren bliver mødt med en mulighed: En konkret mulighed for hjælp til at stoppe.

Gennem et tæt samarbejde kan politiets medarbejdere henvise direkte til Dansk Stalking Center, hvor psykologer står klar med en hurtig indsats. Det er ofte afgørende, fordi mange udøvere sidder fast i et mønster, hvor de igen og igen opsøger en person, som ikke ønsker kontakt, lyder det fra Vestegnens Politi.

Politiassistent Michael Munch fra lokalpolitiet hos Vestegnens Politi er en af de politiansatte, som kontakter stalkingudøvere, der ikke kan finde andre veje end at fortsætte med at opsøge en person, der ikke ønsker kontakten.

- Det har stor værdi, at Dansk Stalking Centers psykologer er klar til at hjælpe en udøver med det samme og få vedkommende ind på en ny vej, som stopper en adfærd, der ellers kan være dybt ødelæggende for andre og for udøveren selv, siger Michael Munch.

Nummer seks og syv fra venstre er henholdsvis politidirektør Kim Christiansen og direktør Rikke Nue Møller, Dansk Stalking Center. Nummer fem fra venstre er politiassistent Michael Munch og nummer otte er psykolog Laurids Møller, Dansk Stalking Center.
Nummer seks og syv fra venstre er henholdsvis politidirektør Kim Christiansen og direktør Rikke Nue Møller, Dansk Stalking Center. Nummer fem fra venstre er politiassistent Michael Munch og nummer otte er psykolog Laurids Møller, Dansk Stalking Center. Foto: Københavns Vestegns Politi

Stalkingsager kan føre til bøder, fængsel, tilhold og påvirke både arbejde, økonomi og familieliv, herunder kontakt til egne børn.

- Mange stalkingudøvere sidder fast i et mønster, hvor de gentager en adfærd, de ikke selv kan bryde. Når vi møder dem tidligt og tilbyder psykologisk behandling, kan vi arbejde med de bagvedliggende mønstre og give dem konkrete redskaber til at stoppe. Det gør en afgørende forskel, både for den udsatte og for udøveren selv, siger psykolog Laurids Møller, Dansk Stalking Center.

Ifølge Dansk Stalking Centers tal stopper omkring otte ud af ti udøvere deres stalking, når de går i psykologbehandling.

Prisen for 2023 gik til Dialog mod Vold for arbejdet med at forebygge partnervold, og prisen for 2022 gik til Søren Lillevang fra Rødovre for sin indsats i et boligområde. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...