Miljø Renovation ApS er begæret konkurs ved Retten i Næstved. Virksomheden hjemmesider lader læseren tro, at der nu er et helt andet fokus.
- Miljø Renovation ApS er begæret konkurs ved Retten i Næstved.
- Selskabet har haft flere adresser, senest i Næstved, men aktivitet den seneste tid er uklar.
- Regnskaber for 2019 og 2024 er omgjort med store forskelle i resultatet.
- Selskabet ejes af Erdogan Deveci og Fadilj Vehabi, med Erdogan som direktør ved konkursen.
- Advokat Henrik Selchau Poulsen er udpeget som kurator for at undersøge sagen.
Selskabet har senest haft adresse i Havne Parken på Omøvej men fremgår ikke af tavlen over lejere på stedet, og spørgsmålet er, om Miljø Renovation ApS overhovedet har været aktivt i Næstved.
Ser man på virksomhedsregisteret CVR var der sidste år 12-14 ansatte, men den seneste registrering af antal medarbejdere er fra juni 2025.
Flytningen til Næstved skulle først være sket i indeværende år.
Ro over land?
Angiveligt har firmaet leveret containere til både små og store virksomheder, tilbudt tømning af inventar og affald, påtaget sig mindre nedrivningsopgaver og også kørt jord væk. Men det er svært at få bekræftet via selskabets hjemmeside, som i dag er en hjemmeside om hasardspil.
Opslag på firmaets Facebookside viser ikke nogen aktivitet siden juni 2025.
Selskabet blev stiftet i 2018 med adresse i København V og rykkede i 2019 til Sydvestvej i Glostrup for efter cirka seks år, i maj 2025, at flytte adresse til Islevdalsvej i Rødovre. Seneste flytning ifølge CVR var her først på året, hvor adressen altså officielt blev flyttet til Omøvej 9 her i Næstved.
Omgjort regnskab
Miljø Renovation ApS ser ikke ud til at have været nogen indbringende forretning, men man kan måske godt blive en lille smule i tvivl om tallene i regnskaberne. I hvert fald er der hele to gange tale om, at et regnskab bliver omgjort, hvilket ellers sker forholdvis sjældent.
2018 gav et overskud på godt 130.000 kroner, mens 2019 i første version af regnskabet gav et underskud på 742.000. Dette blev dog ændret til et underskud på 2.00 kroner i en ny udgave af 2019-regnskabet.
Her er oplyst, at miseren skyldes et skift af regnskabssystem.
En gang til
Også for 2024 er regnskabet omgjort. Her viser den første udgave et overskud på 1,3 millioner kroner, men det bliver så rettet til et årsregnskab med et underskud på 1,2 millioner kroner.
Denne gang forklares den nye version med, at der blev taget udgangspunkt i en gammel forkert balance i første omgang.
Regnskaberne er ikke reviderede, og det fremgår ikke nogen steder, at der skulle være noget firma tilknyttet til at opstille regnskaberne.
Sidste kapitel
Selskabet er ejet af Erdogan Deveci og Fadilj Vehabi, som har skiftedes til at være direktør i firmaet. Ved konkursen var det ifølge CVR Erdogan Deveci, som havde den post.
Miljø Renovation ApS blev begæret konkurs 12. marts og konkursdekretet blev afsagt i Retten i Næstved 23. april.
Advokat Henrik Selchau Poulsen fra Bruun & Hjejle i København er udpeget til kurator i sagen og skal blandt andet kigge på, om tingene er foregået korrekt og forsøge at skaffe flest mulig penge til kreditorerne.
Ifølge det seneste regnskab var der ved udgangen af 2024 en negativ egenkapital på 900.000 og en gæld til Skat på godt 1,2 millioner kroner.