Albertslund Tennis & Padel Klub åbnede for sommersæsonen lørdag 25. april med flaghejsning, fælles opvarmning og aktiviteter for både nye og erfarne spillere. Både tennis- og padelinteresserede prøvede kræfter med sporten på en dag, hvor stemningen satte sit præg på anlægget fra de første minutter.
Formanden bød deltagerne velkommen, før gæsterne gik på banerne. Programmet bød blandt andet på fitnesstennis, introduktioner og en servemåler, der kunne vise dagens hurtigste serv på 137 km/t. I løbet af dagen besøgte omkring 90 mennesker anlægget, hvor klubben serverede forplejning under hele arrangementet.
Albertslund Tennis & Padel Klub arbejder på at forbedre faciliteterne med lys ved padelbanerne og langs en af tennisbanerne. Projektet er muliggjort med støtte fra Sydbank Fonden, der har doneret 200.000 kroner.
- Vi er meget glade for donationen og vil gerne takke Sydbank Fonden for endnu en donation samt et godt samarbejde, siger formand Lennart Bjerring, i en pressemeddelelse.
Sydbank Fonden har støttet klubben flere gange.
- Det gør mig glad endnu en gang at kunne støtte en klub som Albertslund tennis- og padel, så der kan skabes endnu mere liv og fællesskab på banerne. I 2024 kunne vi hjælpe med overdækning omkring padlebanerne og i år hjælper vi med belysning langs banerne. Alt sammen er noget, som skal understøtte det fantastiske sammenhold og foreningsliv, som klubben bidrager med hver dag, siger privatdirektør i AL Sydbank Glostrup, Martin Risvig Høffner.
Nu venter udendørssæsonen, hvor både træning og turneringer samler medlemmer og gæster under åben himmel. Klubben ser frem til en periode fyldt med aktivitet og fællesskab på banerne.
Læs mere om klubbens tilbud og kommende arrangementer på www.albertslund-tennis.dk