Røsnæs er med i Danmarks Naturkanon og er derfor et oplagt sted for et naturløb. Lørdag den 25. april lagde halvøen således stier til årets udgave af Røsnæs Naturløb, som arrangeres af Kalundborg Idrætsforening.
- Røsnæs Naturløb blev lørdag afholdt med fire forskellige ruter at vælge imellem for de deltagende.
- 122 deltagere nød undervejs naturoplevelser blandt køer, vilde heste og forårsblomster.
- Kalundborg Idrætsforening arrangerede løbet for tredje år.
- Vinderne på 3,5 kilometerruten var Lasse Haslev og Alberte Sleimann Steen.
- Magnus Eldrup og Louise Hinsch sejrede på halvmaraton-distancen.
Her kunne deltagerne vælge mellem ruter på 3,5 kilometer, 7 kilometer, 14 kilometer og 21 kilometer løb og gang - helt uden at få skoene på asfalt.
- Endnu en gang fik vi en fantastisk oplevelse på Røsnæsspidsen. 122 løbere havde valgt at bruge den sidste lørdag i april til at prøve kræfter med vinden og bakkerne i det meget naturskønne landskab. Deltagerne fik oplevelsen af foråret og løb iblandt køer og vilde heste. Ruterne gav ligeledes mulighed for at høre klokkefrøer, se nikkende kobjælder, blå anemoner og få flere andre naturoplevelser, fortæller løbsleder Mads Seneberg fra Kalundborg Idrætsforening om årets løb.

Unik naturoplevelse
Både børn og voksne, unge og seniorer samt trænede og mindre trænede sejrede over Røsnæs' seje bakker og vandt alle en unik naturoplevelse til lørdagens naturløb.
I målområdet blev der udover vand og frugt tilbudt kaffe, kage og slik.
Det er desuden tredje år, at Kalundborg Idrætsforening arrangerer Røsnæs Naturløb, og klubben er glad for at have Meny Kalundborg som sponsor, lyder det.
Denne gang var ruterne ændret, så man udover de 3,5 og 7 kilometer lange ruter kunne vælge at løbe 14 kilometer eller halvmaraton.

Flotte præstationer
Resultaterne fra årets løb blev således:
På 3,5 kilometer var den hurtigste mand Lasse Haslev i tiden 21:16. Hurtigste kvinde på denne distance var Alberte Sleimann Steen i tiden 22:25.
På 7 kilometer var Anders Asboe Christensen den hurtigste i tiden 33:16, og hurtigste kvinde var Kalundborg Idrætsforenings egen forperson Mette Frøslev Bruun i tiden 44:42.
På 14 kilometer var parret fra Køge, Rune Ahrensberg og Gitte Ahrensberg, først over stregen i henholdsvis tiden 1:24:43 og tiden 1:34:35.
På 21,1 kilometer kom Magnus Eldrup med stort overskud først i tiden 1:53:56. Den første kvinde, Louise Hinsch, kom også ind i en flot tid på 2:24:01.
Kalundborg Idrætsforening ønsker både de hurtigste og alle andre deltagere tillykke med deres flotte præstation.
