Virksomheder tilbagekalder legetøj efter fund af asbest i fyldet

Hvis stræklegetøj går i stykker, kan man blive udsat for sundhedsskadelige fibre, advarer Miljøstyrelsen

Flere typer fidgetlegetøj, også kaldet stræklegetøj, kan indeholde asbest og bliver derfor tilbagekaldt.

Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har modtaget en række selvindberetninger fra virksomheder, der har konstateret indhold af asbest i fyldet på deres fidgetlegetøj.

Virksomhederne bag legetøjet har vurderet, at produkterne ikke er sikre. Går de i stykker, kan brugeren blive udsat for asbest.

Asbest kan være kræftfremkaldende og give skader på organerne ved langvarig eller gentagen eksponering.

Der er tale om i alt syv produktgrupper. De kommer fra producenterne Toi-Toyz, HTI Group og Toys Amsterdam.

Der er blandt andet tale om legetøjet Stretcherz Slammerz, Stretcherz Stretch Squad XXL og Pufferz YoYo.

Har man købt et sådant stræklegetøj, kan man tjekke hjemmesiden for den forretning eller den fysiske butik, hvor man har købt produktet, for at se, om der er information om tilbagekaldelse.

Man bør hurtigst muligt skaffe sig af med produktet, skriver Miljøstyrelsen. Det skal ske i overensstemmelse med kommunens vejledning for affaldshåndtering.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...