Skovsneppen har - ikke uden grund - ry for at være en mærkelig fugl.

Snepper hører til vadefuglene, som typisk færdes på mudderflader ved kyster eller søbredder, mens skovsneppen derimod fører en hemmelighedsfuld tilværelse i skovens bundvegetation, hvor dens camouflagedragt, der fuldstændigt ligner nedfaldne blade, giver god beskyttelse. 

Den er mest aktiv om natten eller i tusmørke, og hvis man skræmmer den op om dagen, letter den lynhurtigt med hvirvlende vingeslag og forsvinder hurtigt af syne mellem skovens træer.

Skovsneppens føde er hovedsageligt orme, biller og andre insekter, som den finder ved at bore sit lange, følsomme næb ned i den bløde skovbund. 

Det er vanskeligt for rovdyr at snige sig ind på den, for skovsneppens øjne sidder meget højt og ude til siderne, så den uden at dreje hovedet kan se 360 grader rundt og alt oven over den. 

I yngletiden forsøger hannerne ved daggry og i skumringen at gøre indtryk på hunnerne ved en flagrende, kredsformet flugt over trætoppene, der kan være adskillige kilometer lang. Flugten afsluttes med nogle knurrende toner og et højt kald. I folkemunde hedder det, at han "knorter og pister".

Herhjemme yngler skovsneppen især i østdanske løvskove med områder af fugtig skovbund. En del af bestanden trækker i hårde vintre til Sydvesteuropa. For skovsnepper, der overvintrer herhjemme, kan der opstå et alvorligt problem, når deres næb ikke kan trænge ned i den frosne jord for at finde føde. De kan så ses strejfe rundt for at finde frø og plantedele. 

I den netop overståede vinter kunne den blandt andet ses ved Gentofte sø og Brobæk mose. På grund af fødemangel ender nogle med at blive afkræftede og langsomme, hvilket gør dem til et let bytte for duehøgen.

En af Jægersborg Dyrehaves duehøgehanner bringer på en martsdag en plukket skovsneppe hjem til redeterritoriet som bytte til sin mage. Den døde sneppe har nogle små fjer fastklemt i sit næb, og duehøgens brystfjer bærer præg af at være blevet hakket i, så sneppen har åbenbart forsøgt at sætte sig til modværge. 

Mod høgens kraftige, skarpe klør har den ikke haft en chance og har hurtigt mistet livet - måske i stedet for at lide en langsom sultedød i den hårde vinter. Duehøgehunnen, der snart skal til at lægge æg og ruge, får sig et velkomment måltid.