Den frivillige forening Modne Motionister udvider og åbner et nyt motionssted for seniorer i Strandlund. Foreningen begyndte i Gentofte Sportspark i 2020 midt under coronanedlukninger og har nu rundet 800 medlemmer. Næsten 50 frivillige instruktører og hjælpeinstruktører står bag foreningens mange hold, der spænder fra styrketræning, Pilates og yoga til naturmotion, pickleball, bordtennis, cykling og dans.
Foreningens voksende medlemstal har skabt behovet for ekstra plads ud over Sportsparkens lokaler, som kommunen stiller til rådighed. Efter længere tids søgen fandt foreningen et egnet lokale på Strandlund og indgik hurtigt en aftale.
- Vi er umådelig glade for de muligheder, der har åbnet sig med den nye placering, og vi fornemmer, at både ledelsen og beboerne i Strandlund er lige så begejstrede for ideen, som vi er, fortæller formand Margot Gunzenhauser i en pressemeddelelse.
Placeringen ved Charlottenlund Fort giver mulighed for både indendørs og udendørs motion. Det bliver lettere for borgere over 60 år i den østlige del af kommunen at deltage i aktiviteterne og opleve foreningens særlige fællesskab.
Den officielle indvielse af MoMo Strandlund finder sted tirsdag 12. maj med reception for indbudte om formiddagen og åbent hus for medlemmer om eftermiddagen. Strandlunds beboere får allerede mulighed for at kigge indenfor dagen før til både rundvisning og forfriskning.
Flere oplysninger om foreningen og dens aktiviteter findes på modnemotionister.dk eller ved henvendelse til momo@modnemotionister.dk.