Centret blev etableret tilbage i 1976. Nu har familiefirmaet Ejendomsselskabet Vanggaard, efter 50 års ejerskab, valgt at sætte sin del af det store shoppingcenter til salg.
- Ejendomsselskabet Vanggaard sælger sin del af Asnæs Centret efter 50 års ejerskab.
- Per Nielsen og hans kone har drevet centeret i 15 år, men ingen fra næste generation er klar til at overtage.
- EDC Erhverv Poul Erik Bech skal formidle salget af de 19 lejemål i Asnæs Centret.
- Asnæs Centret betragtes som en attraktiv investering med stærk kundetilstrømning.
- Salgsprisen for Ejendomsselskabet Vanggaards andel af centeret er 75 millioner kroner.
Per Nielsen er direktør i Ejendomsselskabet Vanggaard, som ejer 19 lejemål i centret. De seneste knap 15 år har han drevet centret sammen med sin kone. Da der ikke er nogen fra næste generation, som er klar til at tage over, har familien valgt at sætte sin andel til salg.
- Det er vemodigt at sætte til salg, da centret har været en stor del af vores familie i så mange år, men vi er kommet til den erkendelse, at vi er ved at være oppe i årene og derfor gerne vil trappe ned, fortæller han i en pressemeddelelse.
Det var Per Nielsens svigerfar, der opførte den første del af Asnæs Centret tilbage i 1976, og centret kan dermed fejre 50-års jubilæum i år.

Attraktiv centerinvestering i hjertet af Asnæs
Det bliver EDC Erhverv Poul Erik Bech, der skal formidle salget af centret. De har for nylig solgt Lollands Centret i Maribo på vegne af Salling Group. John Borrisholt, direktør og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Sjælland, siger følgende om centret:
- Det er en sjælden mulighed for at erhverve størstedelen af et centralt og velbesøgt center, som er et naturligt omdrejningspunkt for både handel og byliv i området.
Erhvervsmægler Benjamin Lindegaard Andersen, EDC Erhverv Poul Erik Bech, supplerer:
- Asnæs Centret er et veldrevet center, som fremstår i pæn og velholdt stand. Der er naturligvis også gode muligheder for at videreudvikle centret i samarbejde med Asnæs og Omegns Brugsforening og de øvrige ejere.
Den rette ejer skal findes
Per Nielsen fortæller, at han har stor tiltro til, at EDC Erhverv Poul Erik Bech kan hjælpe med at finde den rette køber til at drive Asnæs Centret videre.
- De har et meget professionelt setup og det rette netværk samt føling med, hvem der ønsker at investere i et stort shoppingcenter som vores. Derfor er det også vigtigt for os, at det bliver de rette ejere, som kan fortsætte udviklingen og drive centret videre i den rette ånd.
Den del, som Ejendomsselskabet Vanggaard har sat til salg, er udbudt til 75 millioner kroner.