Når der i dagene 11. -17. maj afholdes europamesterskaber i brydning for ungdom, så bliver det med lokal deltagelse, idet Malthe Rasmussen fra Heros i Frederiksværk netop er blevet udtaget til at repræsentere de danske farver.
Mesterskaber afholdes i Samokov i Bulgarien, og Malthe Rasmussen skal repræsentere Danmark i 55 kg-klassen.
Dermed fortsætter Malthe Rasmussen sin imponerende udvikling på den internationale scene, der senest kastede to sølvmedaljer af sig ved de netop afviklede Nordiske mesterskaber.
Fjer i hatten
Udtagelsen er et resultat af målrettet træning, dedikation og en række stærke resultater gennem de seneste sæsoner.
Det er en udtagelse og en fjer i hatten til den unge Herosbryder, som glæder Michael Ingel, formand i Atletklubben Heros:
- I AK Heros er der stor stolthed over udtagelsen, som vidner om både Malthe Rasmussens talent og det solide arbejde, der dagligt lægges i klubben. Deltagelsen ved EM bliver en vigtig erfaring og en spændende mulighed for at måle sig med nogle af Europas bedste ungdomsbrydere. Vi ønsker Malthe held og lykke ved mesterskaberne og ser frem til at følge hans indsats på den internationale scene, siger Michael Ingel.