De ansatte i Home har fået besked om, at ejendomsmæglerkæden vil gennemføre det, der beskrives som en masseafskedigelse.
Det skriver mediet Finans.
I artiklen beskrives hverken det forventede antal fyringer, eller hvor i forretningen folk må vinke farvel til deres stilling.
Fyringsrunden er meldt ud, to måneder efter at kædens største franchisetager, Lone Bøegh Henriksen, blev opsagt.
Hun driver ti forretninger under Home-navnet. Hendes aftale udløber i slutningen af august.
I første omgang vil forretningerne fortsætte med at blive drevet som hidtil, men herefter er det op til de nye ejere at sætte deres hold.
Det skriver Martin Wiesener, der er administrerende direktør for Home, i en mail til Finans.
- Det kan betyde justeringer i bemandingen i de enkelte forretninger som en naturlig del af en franchisebaseret forretningsdrift som vores, lyder det.
Det er tidligere blevet beskrevet i flere medier, at Lone Bøegh Henriksen ikke blev opsagt, fordi de økonomiske resultater var for dårlige. Det var derimod en strategisk beslutning.
/ritzau/