Han er allerede et af de største atletiknavne i Faxe Kommune. Nu tager 18-årige Christoffer Banke endnu et skridt op på den internationale scene.
Den unge sprinter er udtaget til det danske landshold i 4x400 meter stafet ved World Athletics Relays, der afvikles 2. og 3. maj i Botswanas hovedstad Gaborone.
Stævnet samler verdens bedste nationer i stafetdisciplinerne, og for Christoffer Banke bliver det en sjælden mulighed for at måle sig direkte med den absolutte verdenselite.
I selskab med de bedste
Selvom han fortsat er U20-løber, har Christoffer Banke spænet sig ind blandt de seks hurtigste danskere på distancen. Samtidig er han en af de yngste deltagere i hele 4x400 meter-feltet.
– Det er kæmpestort at blive udtaget, siger Christoffer Banke, der i øjeblikket er på træningslejr med landsholdet i Sydafrika.
Herfra går turen videre til Botswana, hvor konkurrencerne venter i weekenden.
– Jeg glæder mig helt vildt til både at se og måle mig med verdens bedste 400-meterløbere, siger han.
Den amerikanske drøm
Blandt konkurrenterne er nogle af sportens største profiler, herunder Botswanas OL-guldvinder på 200 meter, Letsile Tebogo.
Ifølge den unge Faxe-løber selv er formen på plads efter en periode med intensiv træning.
– Vi har trænet godt her i Sydafrika, og min form er rigtig god, siger han og fortsætter:
– Det har været et eventyr at være af sted, så jeg er sindssygt glad for, at jeg også får World Relays i Botswana med i oplevelsen.
World Athletics Relays bliver samtidig et vigtigt skridt i en sæson, hvor det danske 4x400 meter-hold jagter kvalifikation til EM i Birmingham til august.
For Christoffer Banke er der også et personligt mål på spil. Han går efter en plads ved U20-VM i Eugene i USA, hvor kvalifikationskravet på 400 meter er inden for rækkevidde.
– Jeg satser stærkt på at få amerikansk stempel i passet i august, siger han.