HØJ's kvindehold fejrede lørdag overlevelsen i landets bedste række med en ny sejr - denne gang ude over Ringkøbing. Dermed har HØJ vundet fem ud af sine sidste seks ligakampe - hvis man også tæller grundspillet med. Ganske imponerende, må man sige.
Men sejren over Ringkøbing var nok uden tvivl den mest specielle af alle de nævnte sejre. For der var virkelig om noget tale om et opgør, der var som dag og nat. Og ja, det udtryk er lidt en sportskliché - men hér var der virkelig noget om snakken.
Vetjyderne førte nemlig kvalspilskampen med 15-12 ved pausen og så ud til at være på vej mod en hjemmesejr. Men så skiftede matchen helt og aldeles momentum. Og ikke blot hentede gæsterne lynhurtigt Ringkøbings føring, man kørte også videre i sjette gear derfra.
Til sidst endte det med en sejr på 32-24 til HØJ, hvilket med andre ord betyder, at holdet vandt 2. havleg med 20-9... Lettere bizart.
Stakkels keepere
Men lad os kigge på et par statistikker mere fra kampen, der er mindst lige så vilde:
I 1. halvleg havde HØJ nemlig en under middel udnyttelsesprocent på 54 - mod værternes 71. I de sidste 30 minutter, til gengæld, hed HØJ's scoringsstatisk hele 91%... Mens Ringkøbings blot lå på 42 i kampens anden halvdel.
Og kigger vi isoleret set på Vestjydernes redninger i 2. halvleg, stikker det helt af: Holdet havde nemlig ikke en eneste...
Men hvorfor var HØJ's scoringsprocent så "kun" på 91, spørger du nu? Jo, det var såmænd fordi holdets spillere to gange var så venlige at skyde forbi mål... Hver eneste gang, de ramte mål, gik bolden ind.
Noget af en forglemmelig halvleg for Ringkøbing-keeperne, må man sige.
Med sejren fører HØJ sin kvalpulje og er altså som antydet for længst sikret overlevelsen. Nu gælder det om at holde førstepladsen i puljen.