Ustyrlige Barcelona står i vejen for danskerduos CL-drøm

Barcelona smadrede Real Madrid 6-0 og 6-2 i Champions League-kvartfinalens to opgør. Ærkerivalen er slået seks gange i denne sæson med en samlet målscore på 25-2. (Arkivfoto).

Barcelona smadrede Real Madrid 6-0 og 6-2 i Champions League-kvartfinalens to opgør. Ærkerivalen er slået seks gange i denne sæson med en samlet målscore på 25-2. (Arkivfoto).

Foto: Javier Soriano/Ritzau Scanpix

Det måske bedste hold nogensinde i kvindefodbold.

Sådan kan man uden at overdrive betegne FC Barcelona, der lørdag dyster med danskerklubben Bayern München i den første af to semifinaler i Champions League og på skræmmende vis har fejet stort set al modstand af banen i denne sæson.

Det er gået ud over blandt andre ærkerivalen Real Madrid, der blev ydmyget 6-0 og 6-2 i kvartfinalerne, samt flere danske profiler, som nærmest enstemmigt kalder det catalanske mandskab det bedste hold, som de har dystet mod.

- Vi blev skilt ad, mere er der egentlig ikke at sige om det. Jeg har aldrig mødt en stærkere modstander.

- De er ekstremt dygtige og har et helt vanvittigt højt boldtempo. Jeg var især imponeret af, hvor hurtigt de vendte spillet fra den ene side til den anden. Det var ren tiki-taka, som de jo er kendt for, siger Frederikke Thøgersen.

Thøgersen har med det italienske førerhold Roma gang i en glimrende sæson, men i Champions Leagues ligaspil fik hun og holdkammeraterne prygl med 4-0 på egen grønsvær.

Endnu værre gik det for Bayern München, som i oktober led sin ellers stærke sæsons hidtil eneste nederlag. 7-1 vandt Barcelona i opvisningsstil over Pernille Harder og Stine Ballisager.

- De scorede på alt, hvad de kom i nærheden af. Jeg har aldrig spillet mod et bedre hold, og det kommer jeg heller ikke til igen, tror jeg. Jeg tror ikke, de kan ramme samme niveau igen. Eller det håber jeg i hvert fald ikke.

- Men det er selvfølgelig også lidt fedt at have prøvet at spille mod det allerbedste. Vi har rykket os siden og har revanche til gode, så jeg er optimistisk, siger Ballisager.

Selv Pernille Harder, der har spillet på absolut topplan i mange år, erindrer ikke at have mødt et bedre hold end det nuværende Barcelona-hold, der er en god blanding af en håndfuld rutinerede klubikoner og helt unge, lysende talenter.

En stjerneparade med Ballon d'Or-vinderne Alexia Putellas og Aitana Bonmati, Claudia Pina, norske Caroline Graham Hansen og polske Ewa Pajor udgør en uhyggelig offensiv, der scorer mere end fire mål per kamp i gennemsnit.

Men den defensive blok med Patricia Guijarro, Mapi Leon og Marta Torrejon er absolut heller ikke ueffen. Det vidner blot 14 indkasserede mål i 39 kampe om.

- Vi kan bruge 1-7-kampen til noget. Men kun i forhold til, hvad vi ikke skal gøre, siger Harder og lader sin cheftræner finde den rette taktik, mens hun selv vil fokusere på, at holdet udfører den helhjertet.

- Det er selvfølgelig let nok at sige, men når man møder Barcelona, skal man gøre alt 100 procent. Problemerne opstår, hvis man gør noget halvhjertet.

- Står man lavt halvhjertet, har de bolden hele tiden. Går man højt for at presse, men gør det halvhjertet, spiller de lige igennem. Det handler om at finde en måde at spille mod dem på og så gøre det 100 procent.

Barcelonas dominans er ikke ny. Gennem de seneste syv sæsoner og godt 300 kampe er sejrsprocenten over 92, og det har kastet syv spanske mesterskaber i træk af sig.

I Champions League er tre af seks trofæer kommet i hus i samme periode, og bookmakerne har Barcelona som klar favorit til endnu en titel.

Frederikke Thøgersen har dog også et godt øje til landsholdskammerat Sofie Svava og Lyon, der møder den forsvarende Champions League-vinder, Arsenal, i den anden semifinale.

- Lyon er også virkeligt dygtige, men det er lidt på en anden måde. Det er lidt mere power og eksplosivt spil. De er meget robuste og stærke, hvor Barcelona teknisk og taktisk er meget imponerende, siger Thøgersen.

Bayern München rykker lørdag ind på herreholdets hjemmebane, Allianz Arena, til opgøret mod Barcelona, der sparkes i gang klokken 18.15.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...