Når sikkerheden halter, skal alarmen lyde

Der et flere røde lamper, der blinker efter den tragiske togulykke på lokalbanen nord for Hillerød torsdag morgen, skriver chefredaktør Katrine Wied.

Der et flere røde lamper, der blinker efter den tragiske togulykke på lokalbanen nord for Hillerød torsdag morgen, skriver chefredaktør Katrine Wied.

Foto: Palle Demant

Den største trøst efter den tragiske togulykke på lokalbanen nord for Hillerød torsdag morgen er, at de fem personer, som blev meldt i kritisk tilstand, nu er uden for livsfare. Men bortset fra det er der mange og alvorlige røde lamper, der blinker.

  • Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.

Det vil med stor sandsynlighed tage uger eller måneder, før den endelige årsag til kollisionen mellem de to tog kan fastslås. Alligevel er der allerede nu grund til at stille nogle uomgængelige spørgsmål. For eksperter peger på, at Lokaltog – der driver banen – ikke har indført et sikkerhedssystem, der automatisk bremser tog, før de kolliderer, sådan som det kendes fra Banedanmarks strækninger.

Når to tog kan støde sammen på en enkeltsporet bane, må vi som passagerer spørge os selv, om Lokaltog, Movia og de kommunale og regionale ejere tager deres ansvar alvorligt nok.

Lokaltog er en helt central aktør på Sjælland. Virksomheden binder mindre byer og landområder sammen – ikke kun i Nordsjælland, men også på strækningerne fra Roskilde over Køge til Faxe og Rødvig. Det er livsnerver for tusindvis af daglige pendlere. Netop derfor er sikkerheden ikke et teknisk detaljespørgsmål, men et fundamentalt krav.

Lokaltogs strækninger er enkeltsporede. Det betyder, at togene er afhængige af et signalsystem, som registrerer togets placering og kun giver grønt lys, når strækningen foran er fri. Men systemet griber ikke ind, hvis en lokofører overser et rødt signal. Og ifølge fagbladet Ingeniøren er det sket mere end 40 gange alene hos Lokaltog siden 2020.

På Banedanmarks hovedstrækninger bruges der derimod et automatisk togstopssystem, som kan bremse toget – også hvis den menneskelige faktor svigter. Systemerne blev for alvor udbredt efter den alvorlige ulykke i Sorø i 1988, hvor otte mennesker mistede livet. Resultatet har været tydeligt: I årtier har der ikke været kollisioner mellem tog på de danske hovedstrækninger.

Den kontrast er svær at overse.

Lokaltog og dets ejere – i sidste ende kommunale og regionale politikere – bør nu tage stilling til, om det er acceptabelt, at passagerer på lokalbanerne lever med en lavere sikkerhed end resten af landets togrejsende. Hvis svaret er nej, kræver det investeringer og politisk vilje.

Det skal være lige så trygt at tage “grisen”, som det er at tage ethvert andet tog i Danmark. Alt andet er ikke værdigt for en moderne og ansvarlig offentlig transport.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...