Historiske gadelamper får nyt liv med LED

Helios-lygter i Tuborg Havn opgraderes med LED-teknologi. Projektet kombinerer moderne energieffektivitet med områdets historiske bybillede.

Helios-lygter i Tuborg Havn opgraderes med LED-teknologi. Projektet kombinerer moderne energieffektivitet med områdets historiske bybillede.

Foto: Presse

Tuborg Havn får opgraderet mere end 80 historiske Helios-gadelamper med moderne LED-teknologi, som skal mindske energiforbruget markant og forlænge lampernes levetid. I stedet for udskiftning vælger området at bevare lampernes arkitektoniske udtryk gennem en teknisk opgradering.

Projektet, der gennemføres i samarbejde med Signify, går ud på at rengøre, opgradere og genmontere de gamle lamper. Med det nye initiativ bevares områdets visuelle identitet, mens energiforbruget reduceres. Et renoveret armatur bruger nu kun 32,7 W i modsætning til 115 W tidligere, hvilket gør lamperne cirka 3,5 gange så effektive.

Helios-lygten stammer fra 1990’erne og har længe sat sit præg på området. Lamperne genopstår nu med LED i stedet for at blive skiftet ud med nye modeller. Christian Fritzsche fra Hellerup Elektrikeren står for arbejdet.

- For os handler det ikke bare om at udskifte, men om at give eksisterende løsninger nyt liv. Ved at nedtage og geninstallere Helios-gadelamper efter de er blevet opgraderet af Signify, sikrer vi, at de bevarer deres oprindelige kvalitet og udtryk - samtidig med at de lever op til nutidens krav til energieffektivitet, siger Christian Fritzsche, Hellerup Elektrikeren i en pressemeddelelse.

Bæredygtighed

Helios-lygten er tegnet af den tidligere stadsarkitekt i København og produceret af Signify. Lygten ses i dag flere steder i Danmark, blandt andet på Rådhuspladsen i København.

Signify har sat det nye initiativ i værk for at imødekomme ønsket om større cirkularitet og bæredygtighed.

- Vi ser en tydelig tendens, hvor både private driftholdere og offentlige kunder ønsker at agere ansvarsbevidst over for både miljøet og den eksisterende arkitektur. Vores nye tiltag er svaret på den efterspørgsel, og en del af vores eget bæredygtighedsprogram, Brighter Lives Better World, hvor cirkulær økonomi spiller en central rolle med vores nye Signify Circle initiativ, forklarer Jacob Mortensen, kvalitetschef hos Signify i pressemeddelelsen.

Renoveringen foregår i etaper med omkring 20 lamper ad gangen og forventes færdig i foråret 2026.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...