Den danske golfspiller Nanna Koerstz Madsen er kommet godt fra start i LPGA-turneringen Chevron Championship i Houston i USA.
Den 31-årige dansker ligger på en delt ottendeplads efter første runde. Hun gik runden i 69 slag og ligger samlet tre slag under par.
Hun leverede i alt fire birdies og en enkelt bogey. Tre birdies blev lavet i træk.
Nanna Koerstz Madsen deler ottendepladsen med ni andre spillere, der også gik første runde i 69 slag.
Amerikanske Nelly Korda gik første runde i 65 slag og ligger sig alene i spidsen med samlet syv slag under par.
Verdensranglistens nummer to lavede syv birdies og ingen bogeys og har dermed sikret sig et solidt udgangspunkt for resten af majorturneringen.
Den samlede præmiepulje i Chevron Championship er på ni millioner dollar - godt 57 millioner kroner.
Vinderen af majorturneringen kan sætte 1,35 millioner dollar ind på bankkontoen. Det svarer til godt 8,6 millioner kroner.
/ritzau/