Billedkunstner Grete Balle, Kalundborg, er for tiden synlig alle vegne i anledning af 100 års fødselsdagen søndag den 26. april. I Bispegården i Kalundborg har der lige været en omfattende, retrospektiv præsentation af hendes oeuvre - livsværket. Med vægt på forbindelses-linjer over tid i den 75 år lange karriere. Tydelige Grete Balle-tegn, selvom materialer og genrer er forskellige. Aktuelt har hun, med assistance fra Anne Bundgaard, færdiggjort sit vægmaleri ”Bølgen, Fuglen og Lyset” til en gavl på Solskinspladsen, der indvies 25. april. En fødselsdagsgave og hyldest fra Kalundborg Forskønnelsesforening. En rød tråd gennem Grete Balles karriere har været nysgerrighed efter at gå nye veje, spontaniteten og en fri tilgang til materialer og genrer.
100 års fødselar: - Man skal ikke sidde og vente på en idé, man skal bare gå i gang
Når én dør lukker sig, åbner der sig en anden - og nye kunstværker opstår. Billedkunstner Grete Balle, Kalundborg, der fylder 100 år den 26. april, lader altid materialerne tale til sig. Det fortæller hun om i et stort interview.