Sammenhængskraften forsvinder hvis hver tredje busrute skæres væk

Jakob Fønss, avischef hos Sjællandske Nyheder.

Jakob Fønss, avischef hos Sjællandske Nyheder.

Foto: Thomas Olsen

Den nye store Region Østdanmark risikerer at skulle spare 107 millioner kroner om året på den kollektive trafik for at få råd til at leve op til sundhedsreformen. Det vil betyde en nedlæggelse af hver tredje busrute i de to nuværende regioner, Hovedstaden og Sjælland.

Leder

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Sjællandske Nyheders holdning. Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.

Det vil være ganske uholdbart, hvis det sker. For mange både unge og gamle vil det medføre et urimeligt skred i balancen mellem by og land, da adgang til uddannelse og arbejde i for høj grad vil blive et spørgsmål om geografi og personlig økonomi,

Kollektiv transport er en væsentlig del af vores velfærdssamfund. Det er afgørende for, at familier i landdistrikterne kan få hverdagen til at hænge sammen. Deres børn skal kunne tage offentlig transport til skole og ungdomsuddannelser, og forældrene skal kunne komme på arbejde og hente børnene, inden institutionerne lukker, uden at man skal have en større bilpark i indkørslen.

Selv hvis flere unge får stillet bil til rådighed, vil det nuværende antal parkeringspladser ved regionens ungdomsuddannelser ikke kunne matche efterspørgslen. Den udfordring er allerede massiv flere steder, efter at 17-årige har fået lov til at køre alene i bil i dagtimerne.

I mange kommuner er det kommunale busnet desuden bygget op, så det passer sammen med de regionale linjer. Derfor er det et større puslespil, der skal i gang, hvis de massive regionale besparelser realiseres.

Udmeldingen har da også udløst bekymring blandt medlemmerne af de politiske partier i Region Østdanmarks regionsråd. De opfordrer derfor nu trafikudbyderen Movia til at kigge indad og selv at gå forrest og finde besparelser i trafikselskabets administrative afdelinger.

Der er dog ikke tvivl om, at der skal mere til for at nærme sig det trecifrede millionbeløb, som kommer til at mangle i den nye Region Østdanmarks kasse. De sjællandske politikere må derfor lægge et maksimalt pres på deres folketingskolleger, så der kan blive bevilget flere penge til at opretholde så mange regionale busruter på Sjælland som muligt. 

Der er samtidig behov for at tænke i kreative løsninger for at sænke udgifterne til offentlig transport, uden at det går markant ud over udbuddet til borgerne. Det kunne være ved at køre med mindre og knap så udgiftstunge busser på de regionale strækninger, som har færrest passagerer.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...