Sidste år modtog Anders Andersens Rengøring Den Grønne Erhvervspris 2025. Nu er prisen kommet i jorden - nærmere bestemt i form af at et træ er blevet plantet på hjørnet af Hveen Boulevard og Høje Taastrup Vej.
Den Grønne Erhvervspris uddeles af Høje-Taastrup Kommune og hylder en virksomhed, der gennem mange år har været frontløber i den grønne omstilling. Anders Andersens Rengøring blev hædret sidste år for at være den første landsdækkende rengøringsvirksomhed, der blev svanemærket.
Med prisen følger et træ, som plantes i Høje-Taastrup Kommune efter dialog med vinderen. Et flerstammet ambratræ på 3,5-4 meter er nu blevet plantet, og det er en trætype, der egner sig til at komme i jorden på denne tid af året, skriver kommunen i en nyhed på sin hjemmeside.
Her fremgår det videre, at borgmester Michael Ziegler og direktør Anders Andersen gik foran og skovlede jord på de nyplantede træer.
- Anders Andersen’s Rengøring er en virksomhed, der har vist, hvordan innovation kan omsættes til konkrete, grønne løsninger i hverdagen. Vi har valgt, at der med prisen følger den ære at få mulighed for at plante et træ i kommunen. Fordi at plante et træ er symbol på, at noget vi gør i dag, også har betydning for kommende generationer. Ligesom jeres tiltag har betydning, sagde Michael Ziegler.
- Vi er en praktisk virksomhed, så for os er træet et godt fysisk symbol og eksempel på en reel miljøindsats. Det er det synlige bevis på, at det at tage ansvar ikke er mere abstrakt end at plante et træ, sagde Anders Andersen.