Onsdag 13. maj ruller Frederikssund Historiske Forening atter det historiske tæppe ud i Elværket.
Her kan interesserede opleve Martin Q. Magnussen, tidligere politimand og forfatter, når han klokken 19.30 går på scenen med et foredrag om frihedskæmperen Bent Faurschou Hviid, bedre kendt som Flammen.
Medlemmer af Frederikssund Historiske Forening kan høre foredraget gratis.
Martin Q. Magnussen har skrevet flere anmelderroste bøger om besættelsestiden. Han har senest udgivet 'Den Falske Løjtnant' og er også kendt fra tv.
Han griber denne aften fat i historien om den myteomspundne Flammen, der spillede en fremtrædende rolle som modstandsmand og blev en af besættelsesmagtens mest eftertragtede fjender.
Foredraget dykker ned i nyopdagede kilder fra Tyskland, Sverige og Danmark. Gennem disse aktindsigter belyser Martin Q. Magnussen Flammens liv, der begyndte på familiehotellet i Asserbo og siden førte til tysklandsarbejde, bombesprængninger, likvideringer og den dramatiske flugt fra Gestapo.
Sabotøren endte sit liv 18. oktober 1944 med at tage en giftpille, efter en måneds lang jagt.
Martin Q. Magnussen lover også at bringe publikum tættere på svaret på det spørgsmål, der har delt historikere i årtier: Hvem stak Flammen til Gestapo?