Stefan satte livet på spil for at redde kollegaen - nu bliver han hædret igen

Stefan Lorenzen hædres for sit heltemod, efter han satte livet på spil for at redde en kollega fra et knivangreb.

Stefan Lorenzen satte sit eget liv på spil for at redde sin kollega.

Stefan Lorenzen satte sit eget liv på spil for at redde sin kollega.

Foto: Kasper Ellesøe

21. juli 2023 forsøgte Stefan Lorenzen at afværge et angreb på sin kollega på Psykiatrisk Center Glostrup i Brøndbyøster. I den forbindelse blev han selv livsfarligt såret, og kollegaen, overlægen Mariann Stenberg, afgik ved døden

For sin indsats fik Stefan Lorenzen en dusør fra Vestegnens Politi, som indstillede ham til yderligere to fonde, der hædrer personer, der bringer deres eget liv i fare for at hjælpe andre. 

- Inden for de seneste par år har jeg haft fornøjelsen af at overrække politiets dusør til omkring 60 borgere, fordi de gjorde en forskel for andre i kritiske situationer. En af dem er Stefan. Han handlede instinktivt i en meget farlig situation for at hjælpe en kollega, der blev angrebet med kniv. Det er helt ekstraordinært, og derfor har jeg også indstillet Stefan til to andre fonde, sagde Kim Christiansen, politidirektør hos Vestegnens Politi til Sjællandske Nyheder, da man havde valgt at indstille Stefan Lorenzen til fondene.

Læs også

Svært at forholde sig til

Nu er det besluttet, at han får hæderen.

Derfor modtager Stefan Lorenzen hæder fra Carnegies Belønningsfond For Heltemod og Redningsmedailleselskabet i maj.

Det sker henholdsvis den 11. maj hos Carnegies Belønningsfond og 29. maj hos Redningsmedailleselskabet, fortæller Stefan Lorenzen. 

Han er ydmyg omkring modtagelsen af hæderen.

- Det er svært at tage imod noget, for jeg er ikke vant til at se mig selv på den måde, så det er lidt svært at forholde sig til. For jeg handlede helt naturligt. At det skulle være heltemod, synes jeg ikke, fortæller Stefan Lorenzen om udsigten til hæderen.

Han ser det som en ære at blive hædret, men det påvirker ikke hverdagen.

- Det er helt sikkert en anerkendelse, og jeg er glad for det, men jeg havde aldrig drømt om det, siger han.

Glemmer ikke den tragiske dag

Den tragiske dag på arbejdspladsen tænker han fortsat på af og til.

- Den popper op i ny og næ, men mest når man skal falde i søvn. Mindet vil nok altid være der. Og det er hårdt at tænke på, at Mariann ikke er der mere. Det er lidt som at miste en far eller en mor, fordi det var en meget tæt kollega, siger Stefan Lorenzen, når han tænker tilbage på den julidag i 2023, hvor hans kollega mistede livet, da en patient angreb hende med kniv.

Foto: Robert Hendel

Sådan huskede han perioden

Stefan Lorenzen har tidligere fortalt, hvordan han oplevede dagen, hvor han mistede sin tætte kollega.

- Vi skal spise frokost i caféen. Jeg står med ryggen til, men kan mærke, at patienten kommer hen mod overlægen, og så går jeg ind foran, fortalte Stefan Lorenzen i forbindelse med, at han fik dusøren fra Vestegnens Politi.

Patienten kom ned på gulvet, men Stefan Lorenzen fik skåret hånden i stykker, da han havde fat om kniven. Patienten kom op på knæ og fik stukket Stefan Lorenzen i lungen, så han ikke kunne kæmpe mere. Lige efter slog patienten overlægen ihjel på bestialsk vis.

Knivangrebet fandt sted på Retspsykiatrisk Ambulatorium på Brøndbyøstervej i Brøndby. Her kommer patienter, der er idømt en behandlingsdom for kriminalitet, men patienterne er ikke indlagt på centret. I alt tre ansatte blev ramt af knivstik denne dag, og Stefan Lorenzen var selv livsfarligt kvæstet, fortæller han.

- Jeg var i kunstigt koma i tre dage og indlagt i cirka en måned. På hospitalet sagde de, at jeg ville have været død inden for 24 timer, hvis jeg ikke havde fået hjælp, fortæller Stefan Lorenzen, der også har afgivet vidneforklaring i retten i forbindelse med retssagen.

Hvordan kan det være, at du reagerede i situationen?

- Jeg tænkte ikke. Jeg kunne bare ane og fornemme, at han var på vej. Så jeg nåede aldrig at tænke, men prøvede bare at stoppe ham, fortalte Stefan Lorenzen, der ærgrede sig over en ting.

- Det var en rigtig lortedag. Normalt plejer vi at være flere på arbejde. Det var noget lort, at vi ikke var flere. Havde vi været det, kunne vi måske have undgået det, der skete, sagde han. 

Carnegies Belønningsfond For Heltemod hædrer danskere, der har udvist heltemod og med fare for eget liv har reddet andres.

Redningsmedailleselskabet har til formål at 'udfinde og samle personer, der utvivlsomt har sat livet på spil for at redde andre'.

Gerningsmanden, der angreb på Psykiatrisk Center Glostrup blev idømt anbringelse på Sikringen i Slagelse.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...