Der er igen fuldt tryk på forberedelserne til Livets vibration festival, som holdes for sjette år i træk i naturskønne omgivelser på Vesterlyng Camping ved Havnsø fra torsdag den 28. maj til søndag den 31. maj.
Festivalen, som kalder sig en bevidsthedsfestival for alle, byder i år på det hidtil største program med 150 aktører og over 200 events over de fire dage sidst i maj, hvor festivalen løber af stablen.
Svedehytte og hjertekoncerter
Her vil pladsen summe af gode vibrationer, når op mod 800 mennesker samles til breathwork, svedehytte, meditation, cirkler, foredrag, saunagus, hjertekoncerter, sankning og værksteder.
Der vil også være tænkt på et udvalg af sund mad og diverse boder, lyder løfterne i en pressemeddelelse.
Initiativtagere er Sara Quist og Thomas Mortensen, og overskuddet fra festivalen går til undervisning i en lokal skole, hvor blandt andet vejrtrækningsteknikker har været på skemaet.
Man kan læse mere om festivalen og se årets program på www.livetsvibration.dk.