Hillerød Kommune opretter et krisecenter for alle berørte af togulykken torsdag morgen på lokalbanen Gribskovbanen i Nordsjælland.
Det oplyser Hillerød Kommune på sin Facebook-side.
Krisecenteret vil være i Grønnegadecenteret på Grønnegade 14 i Hillerød.
Af opslaget på Facebook fremgår det, at der vil blive indkaldt krisepsykologer, som de berørte kan tale med.
Ulrik Spanager, personalechef i Hillerød Kommune, oplyser til Ritzau, at der også vil blive tilbudt opfølgende støtte, hvis det er svært for vedkommende at få det andre steder.
- Det er virkelig svært at svare på, hvordan den opfølgende støtte kommer til at foregå på nuværende tidspunkt, men det er noget, vi kommer til at tilbyde, fortæller han til Ritzau.
Personalechefen kan ikke oplyse præcist, hvor mange krisepsykologer der vil blive indkaldt, men han fortæller, at kommunen har mulighed for at skalere mængden af psykologer alt efter behovet.
- Vi holder åbent hele dagen, og vi har på ingen måde nogen tidshorisont for, hvornår vi lukker krisecenteret, siger Ulrik Spanager til Ritzau.
Hillerød Kommune forventer ikke nogen ventetid for de pårørende, der dukker op på krisecenteret.
Ulrik Spanager fortæller, at der vil være tre medarbejdere fra kommunen til stede på krisecenteret.
De skal understøtte politiets arbejde og desuden stå klar til at besvare praktiske spørgsmål fra de berørte.
Ud over krisehjælp og mulighed for opfølgende støtte vil kommunen også stille videre transport efter besøget på krisecenteret til rådighed for de berørte, der måtte have behov for det og ikke kan komme videre.
Transporten bliver tilbudt via Lokaltogs hjælp, oplyser Ulrik Spanager.
Lokaltog er det samme selskab, der driver de to tog, der tidligere torsdag kolliderede på Gribskovbanen.
Ønsker man som berørt af togulykken at gøre brug af tilbuddet om krisehjælp, kan man kontakte Grønnegadecenteret på telefon 72 32 68 21.
/ritzau/