Majfestival er titlen, når Birkerød Kammermusikforening inviterer til en festival for den klassiske musik i Mantzius' koncertsal 8.-10. maj.
Efter borgmester Ann Sofie Orths åbningstale kan man opleve fire koncerter med værker af blandt andre Antonin Dvorak, Johan Svendsen, Mozart, Enescu, Fauré og Brahms. De giver koncert i næsten alle kammermusik-kombinationer af blandt andet kvartetter, Klaverkvintet, Strygesekstet og strygeoktetter, med videre.

Koncerten 8. maj transmitteres og optages af DR P2. Lørdag aften den 9. maj er der en særlig koncert med sangeren Cæcilie Norby, akkompagneret af Lars Danielsson og festivalensemblet.
- Takket været vores verdenskendte cellist Andreas Brantelid, medlem af bestyrelsen, og hans verdensomspændende netværk er det lykkedes at få de mest anerkendte musikere til Birkerød for at give os en sublim oplevelse, lyder det fra en forventningsfuld Klaus Ostenfeld, formand for Birkerød Kammermusikforening.

Programmet er lagt frem på biblioteker, sognegårde og i flere butikker og kan også ses på foreningens hjemmeside samt på sociale medier som Facebook, Instagram mv.
Billetter til hele festivalen eller til de enkelte koncerter kan købes via foreningens hjemmeside.