Tidligere på måneden blev Hugo A kåret som vinder af "X Factor 2026", og allerede nu er der ved at blive gjort klar til næste sæson af det populære TV 2-program.
I august holdes de officielle precastings i Aarhus eller København, hvor der ofte er lange køer for at komme ind.
Men tirsdag den 5. maj er der mulighed for at springe køen over og undgå den lange tur ved at tage til Roskilde.
"X Factor" holder nemlig casting i Byens Hus på Stændertorvet fra klokken 17 til 20.
Der er tale om en pop-up casting, så man kommer ikke til at synge foran dommertrioen, men vil i stedet blive mødt af et lille hold af programmets castere, og det hele foregår noget mere uformelt, end man ser på tv.
Som minimum skal man synge et vers og et omkvæd af en sang, som bliver filmet til intern brug.
Hvis man imponerer casterne, får man chancen for at synge foran dommertrioen til auditions i efteråret.