AB kan med slet skjult stolthed notere, at en af deres trænere har modtaget en flot pris.
Det er Pernille Thomsen, som netop er kåret som 'Årets Ildsjæl 2026' af Parasport Danmark for mange års dedikeret arbejde med AB Specials - og for den forskel, hun gør for spillerne hver uge.
Prisen modtog hun lørdag den 11. april i Nykøbing Falster Hallen under regionsmesterskaberne i Special Olympics håndbold, hvor hun deltog sammen med sit hold.
AB Specials er et håndboldhold i AB for voksne med særlige behov.
- Den største ambition er, at så mange som muligt skal være en del af Specials. At kunne inkludere folk i klubben og få dem til at føle sig velkommen, lyder det fra Pernille Thomsen i en pressemeddelelse fra AB.
De skal være en del af klubben
- De skal være inkluderede i både holdet og klubben og alt hvad der medfølger. Det betyder meget for spillerne at være en del af klubben, og ikke bare det særlige hold, erklærer den dedikerede træner videre.
Udvikling måles ikke kun i mål og resultater – men i de fremskridt, den enkelte spiller oplever.
Pernille Thomsen fremhæver blandt andet en spiller, der har været med hele vejen:
- Da hun startede, havde hun svært ved bare at finde rundt i hallen. I dag er hun en rigtig god holdspiller, som både kan finde rundt og hjælpe sine holdkammerater på og uden for banen. Kulturen på holdet er vigtig, og vi hjælper hinanden med at udvikle os, fortæller hun.
Vil have flere sportsgrene med
Samtidig drømmer hun om at udvikle konceptet yderligere:
- Jeg har en ambition om, at de andre sportsgrene kan indgå i specialsamarbejdet – ikke nødvendigvis hele afdelinger, men små initiativer, der kan brede det mere ud.
Det er ikke første gang, Pernille Thomsen bliver indstillet til prisen. Allerede i 2024 blev hun fremhævet af sine spillere som en ildsjæl, der med energi, kreativitet og et stort hjerte skaber plads til alle og styrker fællesskabet i klubben.
Med Ildsjæleprisen i Parasport Danmark følger 5000 kr.