Som Sjællandske Nyheder tidligere har beskrevet, så satte Ølstykke Menighedsråd sidste år pen til papir og underskrev en købsaftale på 12,5 millioner kroner for en 5000 kvadratmeter stor grund i den såkaldte “Landskabsby” i forlængelse af Egedal By.
Om der skal opføres et slags sognehus eller på sigt en ny kirke, står stadig hen i det uvisse, men ikke desto mindre, så spilder de ikke tiden i Ølstykke Menighedsråd, der allerede har taget de nye rammer i brug, som de kalder ""Herrens mark".
Mandag den 25. maj klokken 11.00 (2. Pinsedag, red) holdes en frilufts-gudstjeneste på kirkens nye grund, som ligger bag Føtex ved Egedal Station. Her vil sognepræsten Elisabeth Stage stå for den familievenlige friluftsgudstjeneste.
Sange om tro og håb
- Vi synger sammen med “Familiekoret” og band, om tro, håb og kærlighed og andre menneskelige vilkår, lyder det fra Ølstykke Menighedsråd.
Man kan finde "Herrens Mark" ved at køre ad Ring Nord - fra Søhøjskolen i østlig retning, fortsæt under togbanen og ligeud ind på byggeområdet. Man kan også møde op ved Ølstykke kirke klokken 10.30, og gå derhen med præst Elisabeth Stage. Gåturen er cirka 1 km. lang.