Efter en hård tid, hvor indehaver Torben Larsen har måtte kæmpe for sin pub, får han nu ny energi og en at dele ansvaret med. Medarbejder Helena Neumann er nemlig blevet partner i Pubben - 3660.
- Mange kender Helena allerede. Helena er en kæmpe gevinst i udviklingen af vores sociale medier og ved planlægning og afholdelse af vores events. Samtidig har Helena erfaring fra andre beværtninger i forbindelse med den daglige drift, fortæller Torben Larsen og kalder det en ren win-win for både Pubben og for ham personligt, da de nu er to til de faste opgaver.
- Det skal siges, at jeg har et fuldtids bogholderjob, som jeg også holder meget af, siger Torben Larsen.
Beslutningen kommer efter et udfordrende år, hvor ejerlauget i Egedalcentret i Stenløse sidste forår meddelte, at Pubben - 3660 fremover af hensyn til støjen udelukkende måtte have udeservering til klokken 22 om aftenen fredage og lørdage. Samtidig blev Torben Larsen som noget nyt bedt om at betale 40.000 kroner i årlig leje af udearealet.
Det gav anledning til en tvist, som varede i flere måneder. Det endte med, at Torben Larsen stoppede med udeserveringen klokken 22 på fredage og lørdage og solgte de fleste borde og bænke, så han kun har nogle få, som står op ad facaden.
Positive vibrationer
Torben Larsen lægger ikke skjul på, at han har følt sig uønsket i centret og har haft overvejet at kaste håndklædet i ringen og sælge Pubben. Løsningen er altså blevet, at Helena Neumann fremover får en del af ansvaret.
- Vi går foråret i møde med tro på tingene og stor energi. Vi kan mærke de positive vibrationer omkring Pubben, som samlingssted for folk i alle aldre, siger Torben Larsen.
Der har været værtshus i lokalet siden 1972. I mange år hed værtshuset Kings Pub, men efter nogle år, hvor der stod Hos Heidie på facaden, valgte Torben Larsen at skifte navn til Pubben - 3660 i marts sidste år. Det skete i forbindelse med en renovering, hvor værtshuset også stoppede med at have rygning indendørs.
Tidligere i år måtte Torben Larsen sande, at det ikke længere er rentabelt at holde åbent på alle hverdage. Åbningstiden blev derfor skruet ned til torsdag, fredag og lørdag, samt ved særlige lejligheder. Sådan vil det også være fremover.