Forleden skrev vi en artikel om, at Køge Håndbold havde sikret sig bagspilleren og forsvarseksperten Anders Sell fra TIK Taastrup.
Nu viser afgangen sig at være en hel del større i vestegnsklubben end "bare" Sell. Således skriver TIK på sin Facebookside, at hele seks spillere takker af med klubben efter denne sæson.
De seks - som inkluderer ret store profiler - er som følger: Anders Sell (som nævnt), Nicholas Skytte, Emil Bramming, Isub Margoev, Andreas Isager og Kian Ankerstjerne.
TIK Taastrup har valgt at sende de seks spillere afsted med en fin lille afskedssalut, og den lyder som følger for hver af de seks:
"En af de helt store profiler, der nu siger farvel, er Nicholas Skytte. Skytte har været en del af TIK siden sine ungdomsår og har gennem årene udviklet sig til en bærende spiller på førsteholdet. Hans loyalitet og betydning for klubben har været enorm og fortjener den største anerkendelse. Nu venter et nyt kapitel for Skytte, der skifter til HC København i 2. Division
Også Emil Bramming takker af i TIK. Han stopper i første omgang som aktiv spiller. Bramming har haft en flot karriere med ophold i flere klubber i både Danmark og Sverige, inden han kom til TIK, hvor han har bidraget med både erfaring og kvalitet på banen, samt en fantastisk personlighed som vi kommer til at savne.
Anders Sell forlader ligeledes klubben efter at have været en markant lederskikkelse, siden han kom til TIK. Med sin erfaring fra tidligere klubber har Sell været en særdeles vigtig figur – ikke kun spillemæssigt, men også som en samlende kraft i truppen. Anders fortsætter sin karriere i Køge Håndbold som netop er rykket op i 1. Division
På målmandsposten siger TIK farvel til Andreas Isager som aktiv spiller. Isager har været en kæmpe profil og en afgørende sidste skanse gennem flere sæsoner. Han stopper nu sin aktive karriere, men heldigvis for klubben fortsætter han i en ny rolle som målmandstræner, hvor hans erfaring og kompetencer fortsat vil komme TIK til gode.
Kian Ankerstjerne stopper også i klubben. Han har været en del af TIK siden sine første ungdomsår og vendte tilbage til klubben inden denne sæson, efter en afstikker til Roskilde Håndbold og TMS Ringsted.
Endelig siger klubben farvel til Isub Margoev, der forlader TIK efter er par sæsoner i truppen, hvor han har bidraget solidt til holdets udvikling med sin hurtighed og teknik.