6.A fra Himmelev Skole i Roskilde og 6.B fra Johannesskolen i Hillerød forbereder sig i disse uger på at dyste om danmarksmestertitlen i madkundskab. Klasserne har kvalificeret sig til finalen, som finder sted torsdag 30. april på Gram Slot, hvor 10 folkeskoleklasser fra hele landet mødes.
Røde linser, kikærter, kidneybønner er blandt hovedingredienserne i årets tema der er "bælgfrugter". Eleverne skal konkurrere i fire discipliner: At tilberede både en kold og en varm ret, vise deres viden om bælgfrugter og præsentere en kreativ madidé for dommerne.
Arrangørerne kårer først en vinder i hver disciplin, før den samlede vinder får titlen som danmarksmestre i madkundskab.
DM i Madkundskab hylder faget. Gennem undervisningen får eleverne praktiske færdigheder og viden om mad, og mange oplever, at nysgerrigheden for nye råvarer vokser. Dermed håber arrangørerne at styrke elevernes muligheder for at træffe mere bevidste valg om mad i fremtiden.
Konkurrencen holdes som en del af Madkulturens projekt Madkamp, der siden 2012 har udviklet undervisningsmaterialer og kurser for madkundskabslærere i samarbejde med REMA 1000.