Naboer bekymrede over mulige kæmpekoncerter: - Det er ikke rimeligt, at vi skal leve med generne

Planer om store koncerter i Høje-Taastrup skaber bekymring blandt naboerne, der frygter støj og trafikproblemer.

Jan Daugaard er formand for en grundejerforening kun 500 meter fra de mulige kæmpekoncerter.

Jan Daugaard er formand for en grundejerforening kun 500 meter fra de mulige kæmpekoncerter.

Foto: Privatfoto

På en mark i Høje-Taastrup ønsker en koncertarrangør at holde seks til ti årlige koncerter med op mod 50.000 gæster. Men udsigten til den slags kæmpekoncerter glæder ikke alle. Blandt de nærmeste naboer er der flere bekymringer. 

Jan Daugaard er formand for Grundejerforeningen Hostavej i Kraghave stik syd for området, hvor koncerterne skal afholdes, hvis projektet bliver til noget. Få dage om året kan han høre musikken fra Roskilde Festival i det fjerne, men nu frygter han, at en masse sommeraftener bliver ødelagt af megakoncerter i nærheden. 

Jan Daugaard fortæller, at emnet blev drøftet på generalforsamlingen for nyligt.

- Ingen jubler over udsigten til de her koncerter, siger Jan Daugaard.

Der er lagt op til seks til ti årlige koncerter, hvor lokale foreninger kan stå i madboderne og tjene penge til foreningerne. 

- Det er ikke, fordi vi ikke under folk at gå til koncert eller under foreningerne muligheden for at tjene penge. Vi mener bare ikke, det er rimeligt, at vi skal leve med generne, siger Jan Daugaard, der frygter blandt andet støjgener.

I det markerede område på Bondehøjvej, lige nord for racehall og padelcentret, er der forslag om at danne et udendørs koncertsted i sommerhalvåret fra 2028.
I det markerede område på Bondehøjvej, lige nord for racehall og padelcentret, er der forslag om at danne et udendørs koncertsted i sommerhalvåret fra 2028. Foto: Skråfoto

Men vil det ikke være godt for Høje-Taastrup Kommune, at der afholdes store koncerter, som både kan gavne erhvervslivet og foreningerne og give koncertoplevelser for borgerne?

- Jeg er selv med i foreninger, og det er et fint tilskud til foreningerne, at de kan være med til det. Men jeg er stadig nødt til at forholde mig til balancen mellem det, og så de 300 ejendomme i Kraghave og de øvrige ejendomme i Høje Taastrup Landsby, som vil komme til at betale prisen, siger Jan Daugaard.

Har du noget på hjerte?

Har du noget på hjerte om sagen?

Kontakt redaktør for Lokalavisen Taastrup Kasper Ellesøe: kasper.ellesoe@sn.dk

Alle henvendelser behandles fortroligt.

Urolig og bekymret

I fugleflugtslinje er der lidt over 500 meter fra Bondehøjvej 16 til Hostavej, hvor Jan Daugaard bor. Derfor frygter han især støjgener.

- Jeg kan godt blive temmelig urolig og bekymret over støjen med en udsigt til seks til ti friluftskoncerter i sommerhalvåret, hvor folk er hjemme, siger Jan Daugaard, der fortæller, at man kan køre Roskilde Festival, når den finder sted. 

Roskilde Festival er omkring 11-12 kilometer væk i fugleflugtslinje. 

Derudover har han også en anden bekymring.

For hvordan skal 50.000 mennesker komme til og fra sådan en koncert? Jan Daugaard tror, at de fleste kommer i bil eller med tog til Høje Taastrup Station. 

- Vi frygter, at folk vil parkere i Kraghave, og at de vil gå gennem vores område og støje til og fra koncerten, siger Jan Daugaard, der også frygter, at det vil flyde med affald i forbindelse med koncerterne.

Tina Bonde er oldermand i Høje Taastrup Landsby. Hun deler Jan Daugaards bekymring om støj fra koncerten.

- Jeg er mest bekymret for støjen, og den uro, der kan komme omkring sådanne koncerter, siger Tina Bonde.

Om projektet

En koncertarrangør vil holde seks til 10 udendørskoncerter på et areal ejet af Høje-Taastrup Kommune ved Bondehøjvej 16 lige nord for Racket Club.

Her er planerne

  • Et koncert- og eventareal på ca. 15 hektar
  • 6–10 koncerter årligt i perioden medio maj til slutningen af august
  • Op til 50.000 gæster pr. arrangement
  • ca. 20.000 siddende på tribuner
  • ca. 30.000 stående
  • Omkring 1.200–1.400 medarbejdere på en typisk eventdag, heraf mange fra lokale foreninger
  • Det er mest realistisk, at det tidligst sker i 2028, men der kan være en enkelt koncert i 2027.
Kilde: Sagen fra plan- og miljøudvalget

Internationale kunstnere

Projektet er på et indledende stadie. Høje-Taastrup Kommune har fået en henvendelse fra en koncertarrangør, som ønsker at holde de koncerter, fortæller Poul Damkjær Knopp, centerchef for fritid og kultur i Høje-Taastrup Kommune. Han løfter dog sløret for, at hvis projektet bliver til noget, bliver det med store kunstnere, og den slags events kan få positiv betydning for kommunen.

- Vi er stadig i indledende drøftelser, men hvis det bliver muligt at præsentere de allerstørste internationale kunstnere i Taastrup vil det være det næste store skridt i ønsket om at være en attraktiv og kulturambitiøs kommune. Det vil være begivenheder, som understøtter fællesskaberne og stoltheden over at bo og leve i Høje-Taastrup Kommune, siger Poul Damkjær Knopp. 

Plan- og miljøudvalget har godkendt at sætte gang i en miljøvurdering og igangsætte arbejdet med at lave en lokalplan for området, så der kan fremlægges et forslag til en lokalplan. Den proces tager muligvis omkring et års tid. 

Det er planen, at de seks til ti koncerter skal afholdes fra sommeren 2028, men i projektet er der åbnet op for muligheden for at lave slags 'prøvekoncert' i 2027, som kan give erfaringer. 

Om den mulige 'prøvekoncert'

Af sagen i plan- og miljøudvalget fremgår det:

"For at imødekomme ønsket om en tidligere opstart undersøger administrationen derfor muligheden for at give tilladelse til afholdelse af en åben-mark koncert i 2027 uden opstilling af større konstruktioner såsom tribuner og permanente installationer. En sådan midlertidig løsning vil samtidig kunne give værdifulde erfaringer med blandt andet ankomstforhold, parkeringsbehov og logistiske udfordringer, som kan indgå i det videre planarbejde og kvalificere den endelige lokalplan."

Kilde: Dagsorden til plan- og miljøudvalgsmødet 14. april 2026

Giver det ikke gå mening at få erfaringer ved sådan en 'prøvekoncert'?

- Jeg kan godt se, at man kan finde ud af meget ved en prøvekoncert, men om det kan give svar nok, er jeg usikker på. Vi skal også nok leve med støjen en enkelt aften, men man skal særligt forholde sig til parkeringsforholdene, siger Jan Daugaard.

Især bekymret for parkering

Da politikerne drøftede sagen nikkede de ja til at sende projektet videre med bemærkning om, at der især skal fokus på trafikafvikling, støj, parkering og renhold. 

Så politikerne er opmærksomme på bekymringerne fra borgerne. Det var et enigt udvalg, der nikkede ja til, at der kan arbejdes videre med projektet.

- Når vi valgte i enighed at gå videre, er det også fordi det er en spændende mulighed. Men jeg er stærkt bekymret for det. Især når der skal findes parkering til mange tusinde biler. Så det skal der findes en løsning på, siger Peter Faarbæk (S), medlem af udvalget.

De nærmeste beboere er bekymrede for støjen, og det anerkender Peter Faarbæk.

- Jeg kan godt forstå deres bekymring. Og derfor ligger det mig også på sinde i det videre arbejde, at det her projekt ikke skal genere borgerne. Jeg synes dog, at der er en vigtig skelnen i at kunne høre koncerterne og at blive generet af dem. Man skal ikke generes, så man ikke kan være i sit hjem eller sin have, så det skal ikke godkendes, hvis borgerne bliver generet, siger Peter Faarbæk. 

Peter Faarbæk (S), gruppeformand
Peter Faarbæk (S), gruppeformand Foto: Høje-Taastrup Kommunes byråds-tv

Hvis det bliver til noget, hvad ser du af potentiale for kommunen?

- Projektet har potentiale, fordi det kan betyde, at folk forbinder kommunen med noget mere og noget andet end kriminalitet eller udfordringer. Jeg tror, det betyder rigtig meget for omtalen af kommunen. Derfor er det i høj grad branding. Og det har sin pris, men den pris skal borgerne ikke betale ved at blive generet af projektet, siger Peter Faarbæk. 

Peter Faarbæks syn på projektet

Tror du på projektet?

- Jeg er lidt skeptisk, men det handler mest om parkeringen, og om vi kan få folk til at gå derhen fra Høje Taastrup Station. Jeg tror, man skal nogle store greb og eksempelvis tilbyde rabat for togbillet til koncerten eller tilbyde shuttlebusser til og fra, siger Peter Faarbæk, der understreger, at han ser det som en spændende mulighed, og at det er derfor man har sagt ja til at gå videre og undersøge den.

Høje-Taastrup Kommune har aftalt med koncertarrangøren, at man endnu ikke offentliggør, hvem det er, og derfor har det ikke været muligt for redaktionen at spørge arrangører om tankerne om støj, parkering og logistik.

På denne mark kan der i fremtiden potentielt blive afholdt koncerter i stor skala under åben himmel.
På denne mark kan der i fremtiden potentielt blive afholdt koncerter i stor skala under åben himmel. Foto: Lisbeth Jansen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...