Som Sjællandske Nyheder tidligere har afdækket i byretten, blev en nu 20-årig mand frifundet for at have dræbt David Seseljevic og dernæst Petar Stesevic en kold martsaften i 2023 med knivstik, fordi Retten i Glostrup mente, at det var nødværge, blandt andet fordi han blev jagtet af en gruppe.
Nu er sagen genoptaget i Østre Landsret, hvor den 20-årige på anden retsdag brugte fire timer på anklagebænken.
Han nægter sig skyldig, idet han mener, der var tale om nødværge under tumulten.
- Jeg prøvede at spille hård, forklarer han.
Det kom under sagen i byretten frem, at den 20-årige kendte flere fra den såkaldte TSP-gruppe fra gymnasiet, hvor han blev kaldt øgenavne og gjort grin med.
Retten i Glostrup lagde til grund, at TSP-gruppen bestod af unge fra området Torstorp i Høje-Taastrup. Og de to afdøde teenagere var en del af den gruppe. Og det var personer fra TSP-gruppen, der 6. marts jagtede den nu 20-årige, da han trådte ud af City2 efter træning og måtte løbe af sted, indtil der opstod tumult ved Skjeberg Allé.
Den 20-årige forklarede, at prøvede at ignorere mobningen, men det blev bare ved.
En dag i august 2022 blev han sågar overfaldet med en bushammer, forklarede han.
Hans forsvarer Peter Secher spurgte ham ind til, hvorfor han begyndte at spille hård og true folk over blandt andet Snapchat.
- Fordi det andet (at ignorere det, red.) ikke rigtig har virket. Det er sådan, jeg opfatter TSP-gruppen og de andre i lokalområdet, siger den 20-årige med henvisning til den såkaldte Tostorp-gruppering, som overfaldt ham den 6. marts 2023.
Læs også
- Den mand, der stak David og Petar med dødelige knivstik, blev straffri i byretten - nu begynder ankesagen
- Han sad med sin ven i armene, efter han blev stukket, og derfor skal han frifindes
- Blev smidt ud af gymnasiet efter hans venner blev knivdræbt
Ingen anden udvej
Da den 20-årige kom ud af City2 efter at have været i Sats, blev han jagtet cirka en halv kilometer vest til Skjeberg Alle, hvor han blev overfaldet.
Undervejs trak han en kniv, og da han stod foran sine overfaldsmænd sagde han med kniven i hånden: "så kom".
- Jeg kunne ikke se nogen anden udvej, forklarer han, da han ikke havde flere kræfter til at løbe væk fra drengene.
Anklageren udfordrede den 20-årige på, hvorfor han råbte "så kom", ligesom anklageren undrede sig over, hvorfor den 20-årige har skrevet truende beskeder frem og tilbage med folk fra TSP-gruppen, hvis han har prøvet at undgå dem.
Han forklarede, at det hele handlede om at spille hård og undgå at vise svaghedstegn. Sådan gør man bare i den omgangskreds, forklarede han.
- Når du er i det miljø, ser du og hører du, hvordan andre snakker, hvilke ord man bruger i bestemte situationer. Da jeg sagde "så kom", var det noget, jeg havde lært, man skulle sige i situationen, forklarede den 20-årige.

Nødværge
I Retten i Glostrup vurderede man, at der her i sagen var tale om lovligt nødværge. Den 20-årige blev derfor kun straffet med syv dages fængsel for overtrædelse af knivloven.
Krydsforhør om knivstik
Den 20-årige forklarede i byretten, at han så en fra grupperingen havde en kniv i forbindelse med det alvorlige dobbeltdrab på Skjeberg Alle. Han så kniven, da gruppen kom imod ham, og derfor trak han selv en kniv frem, forklarede han.
- Jeg stikker bare til højre og til venstre og over det hele, fordi jeg er bange. Jeg sigter ikke mod nogen som helst, siger han, da han skal beskrive den panik, der opstod, da han lå på ryggen i en have på Skjeberg Alle.
Foruden anklageren spurgte flere af de andre forsvarsadvokater nøje ind til, hvordan tumulten, der førte til de to fatale knivstik, præcis foregik.
Forsvarerne spurgte også, om den 20-årige med sikkerhed havde set en kniv hos de andre, og hvordan han selv holdt sin kniv under opgøret.
Ifølge den 20-årige holdt han den i et overhåndsgreb i venstre hånd.
Han forklarede i retten, at den ene mand kommer farende hen imod ham, og at manden med sin kraft "fører sig selv" ind i kniven.
- Jeg tager ikke kniven og hugger ud efter nogen. Som i slet ikke, forklarede han.
Der ventes dom i maj.
Fire andre domme
I byretten blev den 20-årige straffri for de to drab, da Retten i Glostrup mente, at det var nødværge, selvom det var bevist, at det var den 20-årige, der stak med kniven. Han blev også frifundet for tiltalen for drabsforsøg mod en tredje mand den 6. marts, der blev ramt i benet. Også det var nødværge, mente byretten.
Udover frifindelsen til den i dag 20-årige mand, blev de fire andre venner til de to dræbte idømt fængselsstraffe for vold mod den 20-årige, som de ventede på ved City2 og jagtede til Skjeberg Alle.
En 20-årig fra Albertslund (ham, der blev udsat for drabsforsøg) blev idømt tre måneders ubetinget fængsel for vold.
En 21-årig fra Høje-Taastrup blev idømt tre måneders ubetinget fængsel for vold.
En 22-årig fra Greve blev idømt tre måneders ubetinget fængsel for vold. Han blev også idømt en advarsel om udvisning, da han ikke er dansk statsborger.
En 20-årig fra Høje-Taastrup er idømt tre måneders ubetinget fængsel for vold.
Alle fire nægtede sig skyldige i tiltalen, og deres forsvarsadvokater bekendtgjorde i landsretten, at de går efter frifindelse eller alternativt en mildere dom.
Anklagemyndigheden går derimod efter en stadfæstelse eller skærpelse af deres domme.