De har sparet en gangtunnel væk – og tilbage står politisk makværk

Sagen om Hillerød Station er endnu en historie om politisk ræson, der svigter i jagten på sparede offentlige kroner, skriver lederskribent Nathalie Ostrynski.

Sagen om Hillerød Station er endnu en historie om politisk ræson, der svigter i jagten på sparede offentlige kroner, skriver lederskribent Nathalie Ostrynski.

Foto: Palle Demant

Byggeriet af Hillerød Station er gået i gang. Logikken bag det nye byggeri med en manglende gangtunnel mangler dog desværre fortsat stadig. Den må både borgere og kommunalpolitikere spejde langt efter. Ingen ved tilsyneladende, om det nye stationsbyggeri med den tilbageværende gangbro - til en samlet pris på 451 millioner kroner - kan håndtere byens og egnens voksende trafik. Altså endnu en historie om politisk ræson, der svigter i jagten på sparede offentlige kroner.

  • Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.

Den kommende Hillerød Station burde være en moderne og fremtidssikret station til en by, der er i vækst med både virksomheder og tilflyttere.

I stedet får byens borgere nu et projekt, som har mødt kritik fra alle sider, fordi den ellers planlagte gangtunnel er sparet væk. Den blev en bred forligskreds på Christiansborg enige om at sløjfe. Men når hverken Banedanmark eller forligspartierne kan sige, om én gangbro kan klare passagermængden, er det ikke ansvarlig økonomistyring. Det er blind tillid.

Frederiksborg Amts Avis har løbende dækket sagen, der også har vakt stor debat blandt borgerne. Det er deres hverdag, der bliver påvirket. Hillerød Station er et knudepunkt i Nordsjælland, som mange lokale borgere er afhængige af. Byrådsmedlemmet Monika Skadborg (SF), der også er medlem af trafik- og mobilitetsudvalget i Hillerød, har sagt det helt præcist til avisen:
- Det er noget sjusk. Det er gået for hurtigt, og man er blevet for låst på sin løsning. 

Christiansborg-politikerne peger selv på, at der senere kan bygges en ekstra sydlig gangbro, hvis behovet opstår. Det argument bekræfter bare kritikken frem for at imødegå den. At bygge i håb om, at problemer først kan løses bagefter, er hverken teknisk fremsynet eller politisk modigt. Det er dyrt at rette fejl - og endnu dyrere at leve med dem.

Hillerød fortjener mere end en discountudgave af fremtidens station. Når der investeres næsten en halv milliard kroner, bør den grundlæggende funktionalitet være dokumenteret, ikke antaget. Hvis det kræver, at aftalen genbesøges - også selv om det er politisk besværligt - er det en pris, Christiansborg må være villig til at betale. 

Alternativet vil passagererne i Nordsjælland betale for. Hver dag.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...